Seattle Seahawks vandt for fjerde gang i træk, da de tog imod Minnesota Vikings i Monday Night Football.

For tre uger siden scorede Los Angeles Rams og Kansas City Chiefs tilsammen utrolige 105 point, da de tørnede sammen i Monday Night Football i et offensivt festfyrværki. 

Et offensivt festfyrværkeri kan man ikke kalde Monday Night Football-opgøret mellem Seattle Seahawks og Minnesota Vikings. Her var det især forsvarsspillet, der var i fokus, hvor Seahawks løb med en 21-7-sejr, hvilket er deres fjerde sejr i træk.

Det så dog længe ud til, at der ikke ville komme mere end 10 point, og med fem minutter igen var stillingen 6-0 efter to field goals af Seahawks’ Sebastian Janikowski.

Begge hold havde ellers haft chancen for at score, og de havde begge været helt nede på modstanderens 1 yard-linje. For Seahawks kastede Russell Wilson dog en interception i situationen, mens Kirk Cousins og kompagni ikke kunne konvertere en fjerde down. 

Det hele var dog ikke skuffende angrebsspil, og begge forsvar var i store dele af opgøret fremragende. Eksempelvis blokerede Seahawks’ Bobby Wagner et field goal-forsøg fra Vikings’ Dan Bailey, som ellers havde reduceret til 6-3. 

Kort efter Wagners blokerede field goal-forsøg, gjorde Seahawks det til 14-0 efter et touchdowløb af Chris Carson, og på den efterfølgende angrebsserie kom Seahawks også foran 21-0, da Justin Coleman returnerede en fumble af Kirk Cousins til end zone. 

Cousins og Vikings fik pyntet på resultatet med et touchdownkast til Dalvin Cook med knap et minut igen. Derefter forsøgte de sig med et onside kick, men det lykkedes ikke, og Seahawks sikrede altså en 21-7-sejr.

Sejren betyder, at Seahawks nu er 8-5 og ligger lunt i svinget til at tage en af de to Wild Card-billetter i NFC. Vikings er 6-6-1 og ligger fortsat til at tage det andet Wild Card til slutspillet.

Statistikker:

Seattle Seahawks:
Russell Wilson, QB: 10/20 for 72 yards og 1 interception – 7 løb for 61 yards
Chris Carson, RB: 22 løb for 90 yards og 1 touchdown
Bobby Wagner, LB: 4 tacklinger og 1 blokeret field goal

Minnesota Vikings:
Kirk Cousins, QB: 20/33 for 208 yards og 1 touchdown
Dalvin Cook, RB: 13 løb for 55 yards – 5 grebne bolde for 28 yards og 1 touchdown
Eric Kendricks, LB: 3 tacklinger og 1 interception