Det blev præcist den forventede højtscorende affære, som alle havde regnet med, da Kansas City Chiefs og New England Patriots bragede sammen. På trods af tre Tyreek Hill touchdowns førte Tom Brady nok en gang Patriots ned ad banen til et afgørende field goal i sidste sekund for en 43-40 sejr.

Der var store forventninger til braget mellem ubesejrede Kansas City Chiefs og de forsvarende AFC-mestre New England Patriots, og kampen skuffede på ingen måde. De to forrygende angreb lavede det ene store spil efter det andet, og det endte med, at det sidste hold med bolden vandt. Med tre minutter igen fik Patriots chancen for at sætte de sidste afgørende point på tavlen, og Tom Brady var iskold på det sidste drive, da han fandt Rob Gronkowski på et langt catch. Det gav et kort og overkommeligt field goal, og så kunne kicker Stephen Gostkowski sikre en 43-40 sejr som tiden løb ud.

Kampen bød ellers på et stærkt comeback af Kansas City Chiefs, der var bagud 24-9 ved pausen. Den latterligt hurtige receiver Tyreek Hill og quarterback Patrick Mahomes gav holdet nyt liv i anden halvleg, da Hill greb tre touchdowns i anden halvleg, og bragte Chiefs tilbage i kampen.

Det sidste af dem faldt med tre minutter igen af kampen, da Chiefs bagud med syv point skulle forsøge at udligne. Det lange touchdown var dog næsten for hurtig en scoring, da Patriots så fik god tid til at gå ned ad banen og lade Stephen Gostkowski afgøre kampen.

https://twitter.com/AudienceSports/status/1051673912101154816

Forinden Tyreek Hill-showet havde Patriots leveret en god første halvleg, hvor specielt løbespillet fungerede godt. Sony Michel nåede over 100 yards i kampen og havde også to touchdowns. Derudover greb Julian Edelman sit første touchdown siden hans tilbagevenden fra en karantæne.

Resultatet betyder, at Chiefs for første gang i år må gå fra banen uden sejr, og holdet er dermed 5-1 for sæsonen, hvilket stadig er bedst i AFC-konferencen. Patriots er nu 4-2 for sæsonen og tilbageerobrede førstepladsen i AFC East, efter de mistede den til Dolphins, der ligeledes er 4-2, tidligere på søndagen.

Nævneværdige statistikker

New England Patriots:
Tom Brady: 24/35 for 340 yards og 1 touchdown
Sony Michel: 24 løb for 104 yards og 2 touchdowns
Rob Gronkowski: 3 receptions for 97 yards

Kansas City Chiefs:
Patrick Mahomes: 23/36 for 352 yards, 4 touchdowns og 2 interceptions
Tyreek Hill: 7 receptions for 142 yards og 3 touchdowns
Kareem Hunt: 10 løb for 80 yards. 5 catches for 105 yards og 1 touchdown