Et stjernebesat Minnesota Vikings hold kunne ikke hamle op med en flot kollektiv indsats fra New England Patriots, der hjemme på Gillette Stadium sikkert tog sæsonens niende sejr. Tom Brady nåede i kampen endnu en milepæl, nemlig 1.000 løbeyards for sin karriere

Efter en flot sejr over Green Bay Packers i sidste uge, skulle Minnesota Vikings forsøge at hive en sejr ud ad opgøret med de forsvarende AFC-mestre New England Patriots. Vikings fik dog aldrig gang i angrebet, og en flot holdindsats bar derfor Patriots til en komfortabel sejr.

Særligt imponerende var holdets defensiv, der begrænsede Vikings stjernereceiverduo Stefon Diggs og Adam Thielen til 67 yards – i alt vel og mærke. Det lykkedes godt nok Adam Thielen at score et touchdown kort før pausen, efter et forsvarskoks af Patriots’ Devin og Jason McCourty, men derefter blev vikingerne aldrig for alvor farlige.

Se også: Thielen brænder McCourty-brødrene og scorer kort før pausen

I anden halvleg havde Vikings nemlig store problemer med at flytte bolden, i mens New England angrebet langsomt, men sikkert, trak fra Vikings på pointtavlen. Patriots har ikke angrebsstjerner i Diggs eller Thielens kaliber, men til gengæld er de enormt gode til at få det bedste frem i marginalspillerne. Det viste de igen i dag, hvor Cordarrelle Patterson (59 samlede yards) og James Develin (to touchdowns) var afgørende for, at angrebet hev Patriots foran med 14 points allerede i tredje quarter, i mens Duron Harmon og J.C. Jackson straffede Kirk Cousins da han desperat forsøgte at bringe Vikings tilbage i kampen. Slutresultatet blev derfor 24-10 i New Englands favør.

Flere rekorder til Tom Brady

Der går efterhånden ikke en kamp uden at Tom Brady bryder en ny rekord, og denne uge var ingen undtagelse. Et touchdown-kast til Josh Gordon i tredje quarter betød, at Brady er nået op på en delt førsteplads over flest kastede touchdowns i NFL’s historie med 579 styks i både grundspil og slutspil.

Derudover nåede Brady endnu en milepæl, godt nok i den ikke helt så imponerende ende. Efter godt 19 sæsoner i NFL, er det endelig lykkedes den 41-årige quarterback at skrabe 1.000 løbeyards sammen for karrieren. Og Brady tog ingen chancer ved kampens afslutning, da han skulle tage et knæ for at få tiden til at løbe ud.

Væsentligste stats: