Dallas Cowboys’ to super-rookies, Dak Prescott og Ezekiel Elliott, førte sent søndag aften holdet til en overbevisende sejr på 28-14 hjemme over Cincinnati Bengals

Der var på papiret lagt op til en spændende affære, da Dallas Cowboys søndag aften tog imod Cincinnati Bengals, men det var langt fra tilfældet. Dallas dominerede fra start til slut og vandt 28-14.

Hjemmeholdet blev ført an af en fantastisk spillende Ezekiel Elliot, der gjorde som det passede ham. Rookie runningbacken stod for kampens højdepunkt, da han i starten af anden halvleg afgjorde opgøret med et 60-yard touchdown, som gav Cowboys en føring på 28-0. Elliott endte med 134 yards og to touchdowns på blot 15 løb.

https://twitter.com/HardysCloset/status/785246748293804032

Rookie quarterback Dak Prescott fortsatte sit imponerende spil med en næsten fejlfri præstation, og han har stadig ikke kastet en interception. Prescott løb for et touchdown selv og kastede et touchdown til Cole Beasley – begge i første halvleg.

https://twitter.com/SportsCast_THN/status/785246563517857792

Dallas-forsvaret pressede Andy Dalton igennem hele kampen, og når forsvarsspillerne ikke sackede ham, tvang de ham til at søge ud af lommen. Samtidige var de defensive backs meget fysiske i deres opdækning af A.J. Green og Co., hvilket tydeligvis ødelagde rytmen på gæsternes angreb. Bengals kom først på tavlen med ti minutter tilbage, da Dalton fandt Brandon LaFell for et touchdown. De to fandt hinanden igen med 2.39 tilbage til slutresultatet 28-14.

Nederlaget bringer Cincinnati Bengals til 2-3 for sæsonen, mens Dallas Cowboys har vundet fire kampe i træk og er 4-1.