Denver Broncos’ defensive koordinator Wade Phillips måtte på hospitalet undervejs, men det rørte ikke hjemmeholdet, der igen og igen gjorde livet svært for Philip Rivers og co. Broncos vandt 27-19.

Tidligt så det ellers ud til at skulle blive en højtscorende kamp. Denver scorede et field goal på kampens første angrebsserie efter med legende lethed at have flyttet bolden dybt ind på Chargers banehalvdel. Chargers svarede lynhurtigt igen med et touchdown, og så var scenen ligesom sat.

Eller det kunne man i hvert fald tro. Begge forsvar strammede op, og de to hold måtte igen og igen nøjes at gå tre-og-ud. Fire gange i træk måtte Broncos punte bolden efter tre spil.

Derfor så det også ud til, at det ville blive en svær kamp for hjemmeholdet. Lige indtil forsvaret for alvor tog fat.

Med ca. 11 minutter tilbage i andet quarter dukkede Demarcus Ware op og slog bolden ud af hånden på Philip Rivers. Broncos fik fat i den, men glæden varede kort, da dommerteamet – lidt overraskende – omgjorde kendelsen og kaldte det en incomplete pass. Det var dog et varsel om resten af kampen.

Bare få spil senere kastede Philip Rivers sin første af tre interceptions i kampen, og Bradley Roby tøvede ikke med at udnytte muligheden til at returnere bolden til et touchdown og en pauseføring på 10-7. På det samme spil blev Broncos’ defensive koordinator Wade Phillips dog sat ud af spillet i resten af kampen, da han blev ramt hårdt på sidelinjen af en Chargers-spiller, der ikke kunne nå at bremse op, da han havde løbet sin rute på spillet. Phillips blev væltet hårdt omkuld og så også ud til at slå hovedet i jorden, og blev efterfølgende liggende på sidelinjen længe og modtog behandling.

Han blev i sidste ende kørt på hospitalet, men meldingerne på hans tilstand var gode. Det forventes, at han hurtigt er tilbage hos holdet.

I anden halvleg kastede Rivers hurtigt sin anden interception, der endte med et touchdown af rookie runningback Devontae Booker og en føring på 17-7, og kort efter skulle det være blevet 24-7, da Rivers kastede endnu en interception.

Men da Booker fik endnu en mulighed for at score touchdown tabte han bolden på to-yard-linjen, og så var det stadig kun 17-7.

I stedet var det Chargers, der scorede touchdown, men det ekstra point blev blokeret, og det skulle blive afgørende.

Broncos svarede igen med et touchdown af deres egne til 24-13, inden Casey Hayward fik sig en interception af Trevor Siemian og returnerede den til et touchdown og stillingen 24-19.

Broncos scorede endnu et field goal, og Chargers var aldrig i stand til at svare igen og dermed endte det hele 27-19.

Denver fik således revanche for nederlaget i San Diego for et par uger siden og holder trit med Kansas City Chiefs og Oakland Raiders i toppen af AFC West.