NFL har offentliggjort kampprogrammet for 18. og sidste spillerunde.

Mandag aften har NFL offentliggjort kampprogrammet for 18. spillerunde, der løber af stablen lørdag og søndag d. 7. og 8. januar 2023.

Vi kan se frem til flere saftige opgør i 18. spillerunde, hvor bl.a. Jacksonville Jaguars og Tennessee Titans mødes i en direkte duel om både divisionstitlen og en plads i slutspillet. Titans er hårdt ramt på skadesfronten, hvor bl.a. Ryan Tannehill er meldt ude og bliver afløst af relativt nytilkomne Joshua Dobbs.

Prøv NFL GamePass gratis

Læs også: AFC South bliver afgjort natten til søndag

Søndagens højdepunkt finder vi i NFC North, hvor Green Bay Packers og Detroit Lions mødes og potentielt spiller om den syvende og sidste plads i NFC-slutspillet. Packers har vendt deres sæson på en tallerken og er sikre på slutspilsavancement, hvis de besejrer Lions, mens sidstnævnte både skal slå Packers og håbe på, at Seahawks taber til Rams, for at de avancerer til det forjættede slutspilsland. Kampen spilles kl. 02.20 dansk tid, natten til mandag d. 9. januar.

Tidligere på aftenen mødes Cincinnati Bengals og Baltimore Ravens i dét, der kan blive et opgør om AFC North-divisionstitlen. Det afhænger imidlertid af udfaldet af den sidste kamp i 17. spillerunde, hvor Bengals møder Buffalo Bills. Såfremt Bengals taber til Bills, er de pisket til sejr over Ravens, hvis de skal sikre sig divisionstitlen og hjemmebane i slutspillets første runde. I dette scenarie spilles kampen kl. 22.25 dansk tid på søndag – og omvendt, hvis Bengals allerede sikrer sig divisionstitlen i 17. spillerunde, spilles kampen kl. 19.00.

Opdatering: Kampen mellem Bills og Bengals blev udsat mandag efter spillerkollaps, og kampen mellem Bengals og Ravens er sat til kl. 19.

Det var bare et par af højdepunkterne fra 18. spillerunde, hvor der også bliver kamp om de øverste slutspilspositioner og det sidste wildcard i AFC, som både Patriots, Dolphins og Steelers er i spil til.

Du kan se kampprogrammet i sin fulde længde her: NFL spilleuge 18.