Buffalo Bills’ safety Damar Hamlin kollapsede på banen og er nu i kritisk tilstand. Kampen mellem Bengals og Bills er udskudt på ubestemt tid.

Buffalo Bills-safety Damar Hamlin er i kritisk tilstand og bragt til et lokalt hospital, efter at han kollapsede i første quarter af mandagskampen mellem Bengals og Bills. Hamlin kollapsede efter en rutinetackling og fik hurtigt lægeassistance, da han ikke var ved bevidsthed eller trak vejret.

Hamlin fik førstehjælp på banen i flere minutter, inden en ambulance kom til og kørte spillere til et sygehus i Cincinnati. Spillerne samledes omkring Hamlin, og det stod hurtigt klart, at der ikke var tale om den type uheld, som desværre sker fra tid til anden i NFL. Spillerne græd og var tydeligt voldsomt berørte. Det er svært ikke at drage paralleller til vores egen Christian Eriksen, da han i 2021 også måtte køres fra banen efter at være faldet bevidstløs om.

Seneste opdateringer om den blot 24-årige Hamlin indikerer, at spillerens tilstand er stabil, men fortsat meget alvorlig. De vitale værdier er tilbage til normalen, men Hamlin er lagt i kunstigt koma og skal have hjælp til at trække vejret.

Der var lagt an til, at kampen skulle genoptages – som reglerne forlyder efter en skade, der kræver ambulancehjælp – men det blev afvist af de to hold. Efterfølgende har Rodger Goodell og NFL meddelt, at kampen er blevet udskudt på ubestemt tid.

I mellemtiden har der overalt i sportsverden været et væld af sympatierklæringer fra journalister, kommentatorer og andre spillere. Fans har i skrivende stund også på mindre end to timer doneret mere end en million dollars til Hamlins velgørenhedsfond. Se den nuværende status på velgørenhedsprojektet her.