NFL forkæler os med to kampe på lørdag og natten til søndag, hvor Jacksonville Jaguars og Tennessee Titans skal kæmpe om divisionstitlen og slutspilsavancement.

Knap var søndagens kampe i 17. spillerunde overstået, før NFL offentliggjorde, at der skal spilles to kampe på lørdag d. 7. januar 2023 som led i afviklingen af 18. og sidste spillerunde i grundspillet.

De to kampe kommer til at stå mellem Kansas City Chiefs (13-3) og Las Vegas Raiders (6-10) samt mellem Jacksonville Jaguars (8-8) og Tennessee Titans (7-9). Chiefs og Raiders mødes på Arrowhead kl. 22.30 dansk tid, mens Jaguars tager imod Titans kl. 02.15 natten til søndag d. 8. januar.

Medens Las Vegas Raiders har udspillet sin rolle i år, kan Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs stadigvæk vinde det øverste seed og dermed sidde over i den første slutspilsrunde. I givet fald skal Buffalo Bills tabe én af deres sidste to kampe, mens Chiefs selv skal besejre Raiders. Alternativt skal Bills tabe begge af deres resterende opgør.

Den mest opsigtsvækkende kamp finder imidlertid sted i Jacksonville, Florida, hvor Jaguars og Titans mødes i en direkte duel om divisionstitlen og slutspilsavancement. Vinderen er inde, taberen misser ud.

NFL har endnu ikke meldt ud, hvornår de resterende kampe spilles om søndagen. Så snart det er tilfældet, kan I finde kamptidspunkterne her på Gul Klud.