Jacksonville Jaguars er blevet ramt af en stribe skader på runningback-positionen og har nu valgt at hente hjælp udefra. I Cleveland har de tradet sig til Carlos Hyde i bytte for et femterundevalg.

Jacksonville Jaguars har ikke haft samme succes med løbespillet i år, og den primære årsag er, at holdet har været ramt en række skader på runningback-positionen. For det ikke skulle få alt for stor betydning for de kommende kampe har holdet valgt at sikre positionen med en ekstra mand i form af Carlos Hyde, der kommer til fra Cleveland Browns i bytte for et femterundevalg.

Jaguars har skuffende tabt to kampe i træk, og begge nederlagene har været uden den normale starter Leonard Fournette, der blot har løbet bolden 20 gange i år pga. vedvarende problemer med en forstrækning. Derudover har holdet mistet tredjerunningback Corey Grant, og det efterlod dem noget tynde på positionen med en småskadet T.J. Yeldon og den aldrende tilkomst Jamaal Charles.

Carlos Hyde er derimod ganske skadesfri og har indtil videre været fast starter hos Browns i år. Her er det blevet til 382 yards og fem touchdowns i seks kampe, og Jaguars håber formentlig, at han kan give dem en stabil runningback, indtil Fournette er klar igen.

I Cleveland var Hyde formentlig på vej til en mindre rolle, da holdets rookie Nick Chubb har imponeret de få gange, han har fået bolden. Netop Chubb må derfor også forventes at overtage en del af arbejdsbyrden i Cleveland, mens Duke Johnson formentlig også kan se frem til mere spilletid.