Reportage: I Tyskland er de glade for NFL, og det kunne mærkes i München

0
Foto: Lasse Bisgaard Jensen

Hele NFL-cirkusset var for anden gang taget til den sydtyske hovedstad, München. Her var Gulkluds skribent Lasse Bisgaard Jensen til stede, og det er der kommet denne reportage ud af.

Gulklud, München, Tyskland

Ekstra store øl, NFL-trøjer i alle farver og en stemning i verdensklasse – det var opskriften på en vellykket NFL-weekend i München.

NFL-fans rundt omkring hele Europa, og fra USA, var strømmet til det sydtyske i hobetal. Ikke bare for at opleve kampen mellem Panthers og Giants, men for at mærke og deltage i den stemning, som tyskerne tidligere er blevet kendt for. Og det skuffede ikke.

Flere dages opvarmning

Fredag og lørdag var der inviteret til enorme fanarrangementer. Både Panthers og Giants havde inviteret de mange tusinde fans af alle aldre og fangrupperinger til nogle af de mest kendte ølhaller i München, hvor der blev skænket kolde fadøl og budt op til dans og sang.

Store navne som Luke Kuechly, Steve Smith Sr. og Victor Cruz var alle til stede som repræsentanter for de to mandskaber, og de deltog flittigt i diverse fanarrangementer. Selv Panthers meget udskældte klubejer, David Tepper, deltog om fredagen, hvor han bankede en hane fast til en fustage og efterfølgende skænkede øl de fremmødte fans.

Både fanarrangementerne og den generelle stemning i byen, var dog præget af at være en stor sammenkomst af fans fra forskellige hold, der sammen kunne fejre deres enorme begejstring for det smukke og brutale spil.

En tur på Hofbräuhaus

Jeg valgte selv lørdag aften at tage ind på det legendariske Hofbräuhaus, hvor Giants holdt deres store fanarrangement. Køen til indgangen var 10-15 meter lang, da jeg ankom, men lynhurtigt fik vi lov til at komme ind i det store ølhus. I det jeg trådte ind af den store indgangsdør til det første lokale, blev jeg mødt af en rungende larm. Det var en kombination af snak blandt de flere hundrede, ja, nok tusinde gæster, og lyden af trækbasuner og trompeter fra det liveorkester, der var placeret midt i den store sal.

Midt i Hofbäuhaus, var der placeret et højstspillende liveorkester iført klassiske, tyske lederhosen. Foto: Lasse Bisgaard Jensen

Forgæves gik jeg den lange vej gennem den store menneskemængde. Samtlige borde i samtlige lokaler var fyldt til den sidste centimeter, og derfor måtte jeg igen vende snuden udenfor.

En person, der dog formåede at finde en plads, var Giants helt egen general manager, Joe Schoen. I den store menneskemængde, der primært bestod af Giants-fans, havde manden bag alle sportslige beslutninger for New York-mandskabet over de seneste tre sæsoner fundet plads. Han mødte de mange fans, der gerne ville have et billede med ham, med åbne arme og et stort smil – til stor begejstring for de fremmødte Giants-tilhængere.

Men imens Joe Schoen hyggede sig med fadøl og liveorkester, gik jeg hjem mod mit hotel for at lade batterierne og gøre klar til den helt store dag dagen efter.

Tidlig ankomst på kampdag

Selvom tågen havde lagt sig fladt ned over den kølige november eftermiddag på Allianz Arena, var stemningen blandt de godt 70.000 fremmødte NFL-fans langt oppe i skyerne. Allerede fra klokken 11, altså 4,5 time før kampstart, havde New York Giants tyske fanklub arrangeret et fanarrangement, hvor flere hundrede fans mødte op og tog del i at synge fælles slagsange, kampråb og derefter gik de det sidste stykke sammen hen til stadion.

Flere hundrede Giants-fans mødtes i god tid før kampen for at varme op til kampen mod Panthers. Foto: Lasse Bisgaard Jensen

Med tre timer til kampstart, var den lange esplanade udenfor det store stadion proppet med mennesker – og det var ikke for at komme tidligt ind. I stedet dannede de mange mennesker monsterlange køer for at komme ind i NFL’s pop-up shop, og for at prøve sig af med forskellige football-challenges ved ”Gameday Experience”-området.

Løbende begyndte de flag-pyntede sæder inde i arenaen at blive fyldt op og med 20 minutter til kampstart, var der ikke et tomt sæde at se. Jeg har selv været til et par kampe i London, og selvom de også formår at udsælge deres kampe, så ses det ofte, at der først er fyldt op fem til ti minutter efter kampstart.

Og det ikke er slet ikke for at tage noget fra englændernes begejstring for NFL, men Tyskerne, de mener det seriøst, når det kommer til NFL.

Læs også: Tysk NFL-fest blev fejret med overtidsdrama

John Denver var tilbage

Og når det kommer til at skabe en god kullise og stemning, så ved de lige præcis hvordan det skal gøres. Inspireret af den tyske fodboldkultur, havde NFL arrangeret en kæmpe fælles tifo, hvor cirka 50.000 tilskuere løftede et papir i luften og dannede to NFL-logoer på kortsiderne samt det tyske og amerikanske flag på den ene langside. Wow, et syn og gut gemacht, NFL!

A general view of Allianz Arena with tifo is seen before an NFL football game between the New York Giants and the Carolina Panthers on Sunday, November 10, 2024 in Munich, Bavaria. (Sean Ryan/NFL)

Stemningen blev løftet af de mange fællessange, der for alvor satte i gang i alle tilskuerne. Især store tyske hits som ”Major Tom” og ”99 luftballons” satte gang i festen, men der var et nummer, som overskyggede dem alle.

Mange husker de efterhånden ikoniske scener, da John Denver hittet ”Take me home, country road” blev sunget for to år siden ved den første NFL-kamp i München mellem Buccaneers og Seahawks. De scener var langt fra glemt i München, og derfor forsøgte NFL flere gange at genskabe det.

Først var det den Grammy-vindende rock- og hiphopkunstner Machine Gun Kelly, der i sin pauseoptræden gav sin version af det ikoniske John Denver-nummer. Det fik gang i fansene, og da sangen igen blev afspillet over højtalerne ved starten af fjerde quarter, viste de 70.132 tilskuere endnu gang, hvorfor NFL har valgt at spille endnu kamp i München.

Lige før Daniel Jones fik snappet bolden, stoppede musikken, og hele stadionet skrålede omkvædet med deres fulde lungekræft. Selv flere af pressefolkene, som jeg sad i blandt, sang med.

Auf wiedersehen, Deutschland?

Selvom kampen i sig selv var et højdepunkt, så formåede tyskerne at skabe en unik kulisse, der ikke ses særligt mange andre steder, og forhåbentligt er det ikke sidste gang, at de europæiske, og især tyske, NFL-fans kommer til at opleve en lignende stemning.

Den plan, som NFL oprindeligt lavede, var, at der skulle spilles kampe fire år i streg i Tyskland, og så ville de evaluere, om de skulle vende tilbage eller ej. Dermed skal der som minimum spilles en kamp næste år i Tyskland. De fleste rygter har peget på en retur til Frankfurt, men Roger Goodell løftede i lørdags sløret for, at det er gode udsigter til en kamp på det Olympiske stadion i Berlin.

Han ville ikke røbe, hvornår det eventuelt skulle ske, men ifølge de tyske journalister, som jeg snakkede med i München, så kunne det meget vel være fra næste sæson af.

Om det bliver Frankfurt, Berlin eller måske dem begge, så vil jeg råde enhver dansker, at tage turen til det tyske. Ikke bare for at få den vidunderlige oplevelse af at se en NFL-kamp, men for at blive en del af det fællesskab og den fest, som ligaen har formået at skabe hos vores naboer sydpå.

Jeg siger i hvertfald tschüss og forhåbentligt auf wiedersehen, München und Deutschland.