
NFL var tilbage i Tyskland, da Carolina Panthers og New York Giants mødtes i et højspændt og dramatisk opgør.
Gul Klud, Allianz Arena, München
Lægterne på Allianz Arena var fyldt med 70.132 NFL-tossede tilskuere, og der var meldt football-fest i det tyske, da NFL for anden gang spillede en kamp i Tysklands tredjestørste by, München. Bybilledet var præget af NFL-trøjer i alle farver, og begge hold havde sågar varmet op med store fanarrangementer, hvilket tiltrak flere tusinde fans til de tyske ølhaller.
Trods holdenes hidtil middelmådige sæsoner, formåede de at skabe et intens og lige opgør, der sågar endte i forlænget spilletid.
Panthers og Hubbard satte tonen
Panthers lagde ud med en three-and-out, eller drei-und-raus som man siger på de kanter, men det var alligevel dem der kom bedst for start. Chuba Hubbard, der i ugens løb blev belønnet med en ny kontrakt, viste sine evner frem og løb hele 56 yards på drivet. Det var dog ikke ham, der i sidste ende kunne sende seks point på scoringstavlen til Panthers.
Rookie tight enden Ja’Tavion Sanders scorede sit første første NFL-touchdown, da han på 3. down & 5 var helt alene i endzonen. Trods et lavt kast af Bryce Young, formåede Sanders at hente bolden og sende Panthers tidligt foran.
Første quarters helt store højdepunkt inkluderede dog hverken spillerne eller fansene. Det var intet ringere end kampens hoveddommer, Shawn Hochuli, der efter en false start af Panthers’ center, Brady Christensen, valgte at annoncere straffen på tysk. Det vakte stor begejstring blandt de tyske fans på Allianz Arena, som brød ud i stor jubel, trods de mange Panthers fans, der kunne se deres hold ryge fem yards længere tilbage på banen.
Du kan høre Shawn Hochuli annoncering lige her.
En svær første halvleg
Giants, der før kampen var bookmakernes favorit, havde svært ved at leve op til favoritværdigheden i første halvleg. Først sparkede kickeren Graham Gano et 43 yards field goal-forsøg forbi målstolperne. Veterankickeren spillede sin første kamp siden spilleuge to, hvor han udgik med en lyskeskade på kampens første spil, og han kunne altså ikke ramme sit første spark i sin returkamp.
En anden spiller, der heller ikke kunne ramme i første halvleg, var Giants’ quarterback, Daniel Jones. Sølle seks ramte kast på 14 forsøg for 54 yards, var hvad det blev til fra Giants’ udskældte quarterback. Slemt blev værre, da han lige efter kampens første 2-minute warning kastede en interception i hænderne på den rutinerede safety Xavier Woods. Bolden blev slået i luften af Jadeveon Clowney, og så var der ikke andet at gøre for safetien end at gribe den.
Runningbacks viste vejen
Anden halvleg startede dog straks bedre for Giants. Ansvaret blev lagt i hænderne på runningbacksene Devin Singletary og Tyrone Tracy, og det var sidstnævnte, som i sidste ende stod med bolden endzonen. Rookien førte før kampen ligaen i flest løbeyards af rookie-runningbacks, og den føring blev yderligere cementeret med hans 32-yards touchdownløb.
Bryce Young og især Chuba Hubbard svarede dog hurtigt tilbage. Hubbard løb syv gange for 44 yards, og han var også manden, der i sidste ende buldrede den ind for seks point.
Dermed var der ekstra pres på Daniel Jones og Giants-angrebet for at sætte nogle point på tavlen, men de formåede at leve op til presset. Jones førte sine tropper 96 yards ned af banen, hvor han blandt andet leverede store spil til receiverne Wan’Dale Robinson og Malik Nabers.
I sidste ende var det dog quarterbacken selv, der løb bolden ind i endzonen og endnu en gang gav håb til de tyske Giants-fans.
Afgørelsens time
Efter turnovers af begge hold, hvor Hubbard fumblede bolden og Jones efterfølgende kastede sin anden interception, var det tid til, at kampen skulle afgøres.
Bagud med tre point, to minutter, 30 sekunder og ingen timeouts tilbage, havde Giants et enkelt sidste skud i bøssen for at sikre sæsonens tredje sejr eller en tur i forlænget spilletid.
Jones førte Giants-angrebet ned på 24 yard linjen, hvor Graham Gano fik sit andet field goal-forsøg. Denne gang, var der ingen slinger i valsen, og veterankickeren formåede at sætte den sikkert ind for tre point og til stillingen 17-17.
En tur i forlænget spilletid
De mange tyske fans på Allianz Arena fik det, som de havde betalt for og mere til. Selvom det langt hen af vejen ikke var den flotteste spillede kamp, så var der stor begejstring at mærke på lægterne, da kampen skulle ud i forlænget spilletid.
Daniel Jones vandt møntkastet for Giants og valgte naturligvis at starte med bolden. Dog gik der ikke lang tid før, at de måtte overdrage den til Young og Panthers-angrebet.
På allerførste spil i forlænget spilletid, fumblede Tyrone Tracy bolden og serverede sejren til Panthers på et sølvfad.
Hubbard løb bolden tre gange for fem yards og overdrog ansvaret til Eddy Piniero, der blot skulle ramme et 36 yard field goal-forsøg for sejreren. Piniero satte sparket sikkert mellem målstolperne, og Panthers kunne fejre deres tredje sejr i sæsonen.
To for to i Europa
Med sejren til Panthers, bringer de sig op på to sejre ud af to mulige i internationale kampe. Det er første gang, at Carolina-mandskabet spiller i Tyskland, men i 2019 besejrede de divisionsrivalen Tamba Bay Buccaneers i London.
Dermed er det også anden uge i streg, at Bryce Young tager en sejr, efter de i sidste uge slog en anden divisionsrival i form af New Orleans Saints. Det er første gang i den 23-åriges spæde NFL-karriere, at det lykkes ham at vinde to kampe i streg.
Samtidigt er det første gang, at Giants lider et nederlag i et internationalt opgør. Før kampen, havde New York-mandskabet vundet tre ud af tre mulige internationale kampe – alle i London.
Derudover er Giants foreløbigt det første hold i sæsonen til at tabe otte kampe, og det ligner definitivt, at de skal kæmpe med om at blive 2025-draftens førstevælger og ikke om at komme i slutspillet.








