
Chuba Hubbard underskriver fireårig kontrakt med Panthers. Runningbacken cementeres hermed som en del af fremtiden i North Carolina.
Chuba Hubbard har underskrevet ny kontrakt med Carolina Panthers til en værdi af 33,2 millioner dollars, der skal fordeles over en fireårig periode. Hubbard ligger hermed nummer ni på listen over bedst betalte runningbacks i ligaen, lige foran Derrick Henry og D’Andre Swift.
Lyspunkt i en turbulent sæson
Hermed markerer holdet fra Charlotte, at Hubbard bliver en af grundstenene i den genopbygning, der ligger forude.
Panthers sæson har været præget af skiftende quarterbacks og dårligt niveau. Så dårligt at New Orleans Saints i denne uge fyrede sin head coach efter at have tabt til Panthers. Men Chuba Hubbard har været et lyspunkt. Udfordringerne til trods har han formået at løbe 665 yards denne sæson, femte flest i ligaen. Hubbard har også vist sig at være effektiv med sine touches, da han i gennemsnit løber 5 yards per handoff og har grebet 26 af 29 targets.
Hør Hubbards egen reaktion kontraktforlængelsen herunder.
Perfekt timing for forlængelse
Den nye kontrakt kommer på et belejligt tidspunkt for Hubbard. Panthers draftede i anden runde af dette års draft runningbacken Jonathon Brooks fra University of Texas, som har været ude med skade. Men nu melder trænerstaben, at den korsbåndsskade, som Brooks pådrog sig i november 2023, er helet og han kan få sin NFL-debut søndag i München.
Hubbard selv blev valgt af Panthers med det 126. valg i fjerde runde af draften i 2021. Han har siden sin ankomst til North Carolina kæmpet om snaps med McCaffrey, D’Onta Foreman og Miles Sanders. Sanders formåede, trods den store kontrakt, aldrig at gøre backfield’en til sin egen. Det blev åbningen, og Hubbard har ikke set sig tilbage siden.







