Ifølge Colts ejer Jim Irsay afviste Colts i sidste sæson flere tilbud på Andrew Luck, tilbud der ifølge den mangeårige ejer indeholdt “en mængde draftvalg uden fortilfælde”.

Dette udtalte han under en pressekonference i løbet af lørdagens draft. Tilbuddene skulle holdet have modtaget tilbage i oktober, før Colts satte Luck på IR-listen, og officielt lagde ham på is for sæsonen. Ifølge Jim Irsay var en handel af Luck, ikke overraskende, aldrig noget han overvejede.

Tro mig, der er personer der vil give en mængde draftvalg uden fortilfælde for ham, alle indeholdende et førsterundevalg, og vi vil end ikke overveje dem. Han [Luck, red.] er vores mand, og det føler vi os sikre på. Lad mig nøjes med at sige, at jeg tror at resten af ligaen forventer at han kommer tilbage og spiller fantastisk.

Andrew Luck missede hele 2017-sæsonen efter han i sidste års offseason fik opereret sin kasteskulder. I hans sted førte Jacoby Brissett Colts til 4 sejre, 12 nederlag og draftens tredje valg, som man tradede til Jets for holdets valg nummer 6, 37 og 49 i år, samt deres andetrundevalg i 2019. To af valgene blev brugt på at forbedre den offensive linje der i Lucks sidste sæson, 2016, lod ham blive hamret i jorden igen og igen. Colts general manager Chris Ballard har altså gjort holdet klart til tilbagekomsten af den umådeligt talentfulde quarterback, men hvornår han så kommer tilbage er det helt store spørgsmål. Ballard gjorde dog til selvsamme pressemøde klart at man var klar til at vente, og på ingen måde har intentioner om at trade 2012-draftens valg nummer 1.
Hør, vi havde nogle kald sidste år før trade deadline. Og jeg… altså helt ærligt. Det kan jeg ikke tage seriøst. Vi trader ikke Andrew Luck. Det vil jeg ikke have på mit CV.
Luck førte i sine tre første sæsoner Colts til 33 sejre og 15 nederlag i den regulære sæson, på trods af at holdene i alle 3 sæsoner havde væsentlige mangler. I 2015 og 2016 sæsonen blev manglerne dog for store, og man måtte “nøjes” med 8 sejre og 8 nederlag i hver sæson. Med en holdledelse i Frank Reich og Chris Ballard der ser væsentligt mere fornuftig ud end Chuck Pagano-Ryan Grigson komboen, bliver det spændende at se hvor langt Colts kan komme når/hvis Luck spiller.