Houston Texans blev destinationen for den talentfulde safety efter Arizona Cardinals overraskende fyrede ham. Nu lader det til, at Mathieu gerne fortsætte karrieren i Texas.

Der var hård kamp om at skrive kontrakt med Tyrann “Honey Badger” Mathieu, da Arizona Cardinals i marts fyrede den talentfulde forsvarsspiller. Den kamp vandt Houston Texans, og spilleren selv er ovenud tilfreds med beslutningen og samarbejdet. Beslutningen kom ned til flere faktorer, men de vigtigste for den nu 26-årige forsvarsspiller var tryghed og muligheden for at vinde footballkampe. Texans har vundet syv kampe, tabt tre og fører AFC South, og trygheden er også til stede.

“Jeg kendte mange af drengene i (Texans’ red.) omklædningsrummet, måske seks eller syv gutter, som jeg ved elsker football, der er virkelig passionerede omkring sporten. Det hjalp med at gøre min beslutninge lettere, specielt da de spillere begyndte at kontakte mig og gav udtryk for deres ønske om, at jeg skulle tilsluttes holdet. Jeg tror det gik begge veje, det var gensidigt. Og i sidste ende, så valgte jeg det rette hold.”

Det har været et godt match for begge parter. Mathieu skrev under på en kort kontrakt, blot et enkelt år med en løn på op til syv millioner dollars. Den dynamiske forsvarsspiller har dog leveret spil på højt niveau og har gang i en af sine bedste sæsoner rent statistisk.

Den korte kontrakt betyder dog også, at Mathieu om få måneder rammer det åbne marked igen.  Texans er blandt de hold i ligaen med fleste penge at bruge af. Derfor ligner en fortsættelse af samarbejdet en meget realistisk mulighed. En ting er sikkert, han skal ikke tilbage til Arizona, hvor han startede karrieren.

Forsvarsspilleren livestreamede tidligere på ugen på Instagram, hvor han pointerede, at han følte sig forkert behandlet i Arizona, og at han “aldrig ville komme tilbage”. Cardinals forsøgte at omstrukturere Honey Badgers kontrakt grundet den desværre høje skadesfrevkens. Det endte dog aldrig med at blive til noget. Derfor fyreseddelen til den tidligere All-Pro Safety og højtelskede spiller.

Cardinals brugte mange af de sparede penge på at skrive kontrakt med quarterback Sam Bradford. Mon ikke de havde valgt anderledes set i bagklogskabens lys.