Når Houston Texans åbner deres træningslejr forud for 2021-sæsonen, så er det med Deshaun Watson på lægterne.

Quarterbacken har meldt ud, at han er til stede, når Houston Texans søndag åbner deres træningslejr, men det er udelukkende for at undgå voldsomme bøder.

Stjernen over dem alle på Texans’ mandskab står til dagsbøder på 50.000 dollars for hver dag, han misser, hvilket svarer til ca. 315.000 kroner – altså om dagen. Watson lægger dog ikke skjul på, at han stadig ønsker at komme væk fra klubben og gerne vil handles allerede inden sæsonstart.

Samtidig med Watsons ønske om at skifte klub, er han stadig under efterforskning af både NFL og politiet i sagen om seksuelle krænkelser overfor op mod 22 kvindelige massører i Houston-området.

Watson er endnu ikke kommet på NFL-boss Roger Goodells karantæneliste, så umiddelbart er han klar til kamp, når sæsonen begynder anden weekend i september. Texans åbner sæsonen hjemme mod Jacksonville Jaguars og rookie quarterback Trevor Lawrence.

Se også: De kampe skal du se i 2021-sæsonen