Hver uge i NFL-sæsonen giver vi på Gul klud et overblik over Hjalte Forholdts spilletid og udsigter i New England Patriots. Her kigger vi på kamp 6.

I sidste uge fik Hjalte Froholdt debut på New England Patriots’ angreb, og det var noget af en drømmedebut – den kan du læse mere om her.

Igen i denne uge blev danskeren sendt på banen, efter at Patriots skiftede ud på den offensive linje i deres store nederlag til San Francisco 49ers. Og her kom Hjalte Froholdt ind og spillede størstedelen af fjerde quarter med blandede resultater.

På blot sit andet spil blev danskeren jordet af 49ers-rookien Javon Kinlaw, og danskeren havde generelt sit hyr med meget talentfulde og stærke defensive tackle. Kamp to var med andre ord ikke lige så overbevisende som debuten i sidste uge, og Hjalte Froholdt kan ikke være helt tilfreds med sin egen præstation.

Det fremgår også af statistikkerne. Hjalte Froholdt tillod således det ene af de to sacks, som 49ers kunne præstere i kampen, men generelt havde Patriots’ amputerede offensive linje det svært i kampen.

Hos analysemediet ProFootballFocus er Hjalte Froholdt, der ellers blot spillede 16 snaps, blevet rangeret som Patriots’ ottendebedste angrebsspiller i kampen med en karakter på 62,2, som er middel. Til gengæld var hans karakter i pass protection helt i bunden, da han kun fik 29,3, mens han ifølge mediet var bedre i løbespillet – her fik han karakteren 70,1.

Der er selvfølgelig noget positivt i, at Hjalte Froholdt igen fik spilletid for Patriots, men præstationen var ikke i top for den unge dansker.

Hvordan er udsigterne?
Hjalte Froholdt har nu fået spilletid på angrebet i de seneste to uger, og det er selvsagt positivt.

Begge gange har det været som reserve – enten på grund af skader eller for at spare starterne – og det er svært at se det blive til mere end en rolle som reserve i denne sæson.

Det kommer an på, hvor hårdt ramt af skader Patriots’ offensive linje vil være. Joe Thuney blev i hvert fald skadet i søndagens kamp, hvilket gav spilletid til Hjalte Froholdt, men det vides ikke, hvor længe Joe Thuney – eller nogle af de andre offensive linjefolk – vil være ude.

I første omgang lyder det dog til, at Joe Thuneys skade er lille, og at han kan være klar til søndagens kamp mod Buffalo Bills.

Hidtil er det meget uvist, hvordan udsigterne er, men Bill Belichick og kompagni har nu vist, at de er klar til at smide danskeren i ilden. Det kræver dog nok stadig skader, hvis han skal spille på andet end special teams.