Hver uge løber hundredevis af NFL-spillere rundt på diverse stadions, men hvem af de nuværende aktive spillere kommer i Hall of Fame, når de slutter deres karriere? Dennis Cordsen og Teis Joranger giver i en artikelserie i tre dele deres bud på, hvem der er stensikre, på vej og på vippen til Hall of Fame.

At blive Hall of Famer er velsagtens den største individuelle hæder, der kan gives i amerikansk football, og hvert år må mange se sig forbigået, da HOF kun tager mellem fire og otte mand ind. Dennis Cordsen og Teis Joranger tager et kig på, hvem af NFLs nuværende aktive spillere, de tror, kan kalde sig Hall of Famere i fremtiden.

Et par praktiske ting først. Der vil være tre artikler – I går gav vi et bud på “de stensikre”, i dag kommer de spillere, vi mener er “på vej” og i morgen dem, der er “på vippen”. Ved de to første er vi blevet enige om en liste, og i den sidste vil vi liste en del spillere og diskutere nogle stykker, som vi er uenige om.

En definition på en Hall of Fame-spiller er umulig at give præcis, men det følgende er nok det, der kommer tættest på for os. En Hall of Famer er en spiller, der har domineret eller excelleret i en sådan grad på en position, at han skiller sig ud fra selv de rigtig gode spillere og deraf har været med til at definere positionen i en årrække. 

Den sidste ting, vi har gjort, er at skille alt for unge spillere fra, da der bliver for mange gætterier, hvis der skal tages stilling til Ezekiel Elliot og lignende. Derfor skal spilleren være påbegyndt sin anden NFL-kontrakt for at komme i betragtning til vores HOF-lister.

Dagens liste er spillere “på vej” mod Hall of Fame, og det at være på vej mod Hall of Fame er en svær definition. Der er nemlig rigtig mange spillere i NFL, der har en chance for Hall of Fame, hvis de leverer 2-5 gode sæsoner mere. Vi har dog udvalgt nogle spillere med et niveau, produktion og succes, der sender dem mod, hvad der bør være, Hall of Fame højder.

Quarterback:
– Vi har ikke nogen quarterbacks, som vi mener, er på vej. Luck og Wilson har spillet lidt for få år relativt i quarterbacksammenhæng, til vi tager dem med, og andre kandidater skal nok vinde en Super Bowl for at komme i betragtning.

Runningback:
– Vi har ikke nogen runningbacks, vi mener, er på vej mod Hall of Fame. LeSean McCoy er den der har den bedste chance.

Wide-receivere: Julio Jones, AJ Green, Antonio Brown
– I en liga, der bliver mere og mere kasteorienteret, vil flere og flere receivere blive holdenes “stjerner”. Det ses tydeligt og med fantastisk reicever-årgange som 2010, 2011 og 2013. De tre ovenstående er fra 2010 og 2011 (2013-receiverne er for unge). De tre dominerer alle lige nu i NFL, og sætter den ene fantastiske sæson sammen efter den anden. Hvis de fortsætter en 3-5 år endnu ligner de Hall of Famere.

Tight-end: Jimmy Graham
– Rob Gronkowski har været super dominerende, men man skal ikke undervurdere Jimmy Grahams produktion. Graham kom ind samme år, og har faktisk 87 receptions og 47 yards mere end Gronk. Han er 10 touchdowns efter, og har slet ikke været samme dominerende faktor som Gronk, men hans produktion har stadig kurs mod Hall of Fame. Det der er faren for Graham er alderen, da han kom ind i ligaen lidt sent og nok skal producere en 3-4 stærke sæsoner og et par nogenlunde derudover selvom han allerede er 30.

Offensive linjemænd: Marshall Yanda
– Marshall Yanda er lidt ældre, end de flest andre i kategorien, men som 32-årig er Yanda næsten bedre end nogensinde. De sidste 3-5 år har han været ligaens mest dominerende guard, og får i år formentlig sin tredje First-team All-Pro, femte All-Pro i alt og sjette Pro Bowl. Kombiner det med hans Super Bowl-ring, og så skal der kun et par gode sæsoner til, før han ligner en Hall of Famer.

Defensive linjemænd:
– Vi mener ikke rigtig, at der er nogen defensive linjemænd, der er på vej direkte mod Hall of Fame.

EDGE-spillere: Von Miller
– Efter næsten 6 sæsoner har Von Miller allerede lavet 73,5 sacks, og allerede i slutningen af næste sæson kan han være gået forbi en legende som James Harrison. Derudover har han vundet en Super Bowl, Super Bowl MVP og titlen som årets forsvarsspiller. I løbespillet er han også blandt ligaens bedre spillere, så undgår han skader i de kommende år, glider han direkte ind i Hall of Fame.

Linebackere: Luke Kuechly
– Luke Kuechly har været ligaens bedste linebacker næsten lige siden, han kom ind i ligaen. Det dominerende niveau, hvor han excellerer i alle spillets facetter, gør ham til en oplagt Hall of Famer i fremtiden. 2-3 år på topniveau endnu og så vil den gyldne jakke være ganske sikker.

Cornerback: Richard Sherman
– I 2011 blev Sherman valgt i femte runde af draften, og i 2012 blev han valgt til All Pros førstehold. I 2013 førte han NFL i interception og i 2014 vandt han Super Bowl sammen med Seattle, mens han selv vandt titlen som årets forsvarsspiller i NFC. Få troede på Sherman tidligt i karrieren, men nu er han blandt NFLs bedste spillere.

Safety: Earl Thomas
– Siden Ed Reed, Troy Polamalu og Charles Woodsons storhedstid, har der ikke været en safety på niveau med Earl Thomas i NFL. Earl Thomas kunne godt spille strong safety, men der, hvor Thomas alvor brillerer, er som dybt safety, hvor han som boldhøg vogter fra sidelinje til sidelinje. Har de sidste fire år været valgt til All Pros førstehold.   

De stensikre | På vej | På vippen