
Torsdag opnåede fire tidligere spillere football-udødelighed, da de blev indlemmet i Pro Football Hall of Fame.
New Orleans, Louisiana. Torsdag blev fire tidligere spillere, indlemmet i Pro Football Hall of Fame.
De fire spillere, der har opnået football-udødelighed i sportens vugge i Canton, Ohio, er Antonio Gates, Eric Allen, Sterling Sharpe og Jared Allen.
Antonio Gates’ usandsynlige vej til Canton
Der var ingen, som spåede Antonio Gates en chance i NFL. Samtlige hold forbipasserede Gates igen og igen i 2003-draften. Til syvende og sidst blev han end ikke valgt.
San Diego Chargers hentede efterfølgende Antonio Gates ind som breddespiller. Og resten af er historie.
Antonio Gates spillede 16 sæsoner for Chargers, og han etablerede sig lynhurtigt som én af de farligste spillere i NFL. Allerede i sin anden sæson greb Gates 964 yards og 13 touchdowns.
Den fænomenale tight end sluttede sin karriere med 11.841 grebne yards og 116 touchdowns, og blev stemt i otte Pro Bowls. Således er Gates dén tight end, som har grebet flest touchdowns i ligaens historie.
Forløsning for Eric Allen
19 år skulle Eric Allen vente, før han fandt vejen til football-udødelighed i Canton, Ohio.
Eric Allen er én af de allerbedste cornerbacks, som nogensinde har betrådt grønsværen i NFL. Allen nåede at tørne ud for Philadelphia Eagles (1988-1994), New Orleans Saints (1995-1997) og Oakland Raiders (1998-2001).
I sin glorværdige karriere fremtvang Eric Allen 54 interceptions og scorede ni defensive touchdowns i 217 kampe. Allen er stadigvæk den eneste spiller i ligaens historie til at levere mindst tre interception-touchdowns i to forskellige sæsoner.
Sterling Sharpe fik maks ud af sin korte karriere
Selvom Sterling Sharpe kun nåede at spille syv år i NFL, så nåede han i den grad at sætte sit præg på ligaen. I sine syv sæsoner blev Sharpe stemt i fem Pro Bowls og udnævnt tre gange til det prestigefyldte All Pro-førstehold.
Sterling Sharpe spillede hele sin karriere hos Green Bay Packers, hvor han var Brett Favres tro væbner. De to leverede bl.a. en legendarisk 1992-sæson, hvor Sharpe greb 108 bolde for 1.461 yards og 13 touchdowns.
Den legendariske receivers karriere stoppede brat efter 1994-sæsonen, hvor han blev diagnosticeret med en alvorlig nakkeskade. Således var Sharpe heller ikke en del af Packers’ Super Bowl-vindende hold i 1996. Brormand Shannon er allerede i Hall of Fame, og dermed blev de det første brødrepar i NFLs helligste haller.
Den frygtindgydende presspiller
Jared Allen skulle vente fem år, før han kunne iføre sig den legendariske, gyldne jakke, som symboliserer football-udødeligheden.
Den tidligere defensive end var en frygtet og berygtet skikkelse blandt alle modstandernes quarterbacks. I løbet af sine 12 år i NFL leverede Allen 136 sacks, 31 forcerede fumbles og seks interceptions.
Således har Jared Allen leveret 12. flest sacks i ligaens glorværdige historie, mens han står noteret for næstflest safeties i NFL-historien med fire styks.
Skærpede regler for indlemmelse
I har måske bemærket, at der ikke er lige så mange tidligere spillere, der er blevet indlemmet i Pro Football Hall of Fame i år som i de tidligere år?
Det skyldes ikke, at denne årgang var synderligt svagere end tidligere. Forklaringen er i stedet, at Pro Football Hall of Fame har skærpet reglerne for indlemmelse, efter at flere Hall of Fame-medlemmer – deriblandt Deion Sanders – offentligt har kritiseret den lempelige adgang til football-udødelighed.
Tidligere skulle udvælgelseskomitéen først vælge fem af de 15 finalister. Derefter skulle udvælgelseskomitéen stemme om de enkelte tilbageværende spillere igen. Hvis den enkelte tidligere spiller fik mindst 80 pct. af stemmerne, ville personen blive indlemmet.
Med de nye regler skal udvælgelseskomitéen vælge syv af de 15 finalister og herefter stemme om de enkelte tilbageværende kandidater. Hvert af de 50 (i øjeblikket 49) medlemmer af komiteen må lægge fem stemmer. Det gælder fortsat, at den enkelte tilbageværende kandidat skal have mindst 80 pct. af stemmerne for at blive indlemmet.
I teorien kan der med de nye regler opstå et scenarie, hvor ingen opnår 80%. I det tilfælde vil de tre spillere med højest antal stemmer blive valgt ind.








