Efter en måned uden spilletid er Brandon Marshall blevet fyret af New Orleans Saints.

For en måned siden hentede New Orleans Saints den erfarne receiver Brandon Marshall, efter at Dez Bryant havde pådraget sig en alvorlig skade.

Marshall er dog ikke kommet i aktion i en Saints-trøje, og det kommer han heller ikke.

Saints har således valgt at fritstille den 34-årige receiver.

Marshall startede sæsonen hos Seattle Seahawks, men han blev fyret kort inden trade deadline, da hans rolle på holdet var skrumpet.

I sine 13 år har Brandon Marshall spillet for Denver Broncos, Miami Dolphins, Chicago Bears, New York Jets, New York Giants og Seattle Seahawks. Han har grebet 970 bolde for 12.351 yards og 83 touchdowns, men har aldrig spillet i en slutspilskamp.