New England Patriots har allerede tilføjet flere angrebsspillere i årets free agency, nu kigger de nærmere på runningbackpositionen.

James Robinson bliver i AFC East, det står klart efter han er blevet enige om en kontrakt med New England Patriots. Dermed skifter han tilværelsen i New York ud med Foxborough. Ifølge flere journalister er der tale om en kontrakt, der løber de næste to sæsoner.

Kontrakten har en maksimal værdi på otte millioner dollars, dermed kan det forventes, at grundlønnen er et stykke under fire millioner.

Det er Robinsons tredje klub i sin NFL-karriere, der begyndte i 2020 for Jacksonville Jaguars. Han spillede to fulde sæsoner for Florida-mandskabet, men rookiesæsonen var den mest imponerende. Den nu 24-årige angrebsspiller blev ikke draftet i 2020, men slog på overraskende vis igennem, da han løb for mere end 1000 yards i 14 kampe for Jaguars.

Den succes har han ikke helt levet op til trods en fin sæson to, hvor han af uransagelige årsager blev henvist til bænken under Urban Meyer.

I fjor blev han tradet til Jets kort inde i sæsonen, og her fik han minimal spilletid inden en skade gjorde en ende på sæsonen. Nu får han en ny chance hos New England.