New England Patriots har benyttet muligheden for at placere det såkaldte ‘restricted free agent tender’ på wide receiver Josh Gordon og cornerback Jonathan Jones.

Josh Gordon har karantæne på ubestemt tid, men hvis den eksplosive receiver får tilladelse af NFL til at vende tilbage i ligaen, kommer man sandsynligvis til at fortsætte, hvor han slap: I New England Patriots.

De forsvarende Super Bowl-mestre har nemlig valgt at placere et ‘restricted free agent tender’ på Josh Gordon. Det beretter Ben Volin fra Boston Globe, og det er blevet bekræftet af NFL Networks Tom Pelissero.

Det betyder, at Patriots bibeholder Gordon på en étårig kontrakt til 2,025 millioner dollar, medmindre en anden klub tilbyder receiveren en større kontrakt. Sker det, modtager New England et andetrundevalg fra den respektive klub. Alt dette kan dog vise sig ligegyldigt, hvis NFL beslutter ikke at give Josh Gordon endnu en chance.

Patriots har også benyttet et RFA-tender på cornerback Jonathan Jones. Han står til at tjene 3,095 millioner dollar i New England i 2019, hvis han ikke modtager et bedre tilbud andetsteds. Ligesom Gordon vil Patriots få et andetrundevalg i kompensation, skulle Jonathan Jones blive hentet af et andet hold.