New Orleans Saints forlænger med Jameis Winston

0

Saints var et af de hold, der jagtede quarterback Deshaun Watson, men da han endte i Cleveland, går New Orleans tilbage til 2021-sæsonens primære starter.

Jameis Winston fortsætter som quarterback i New Orleans. Efter at en solid 2021-sæson blev ødelagt af skader, er både spiller og klub klar til at give samarbejdet endnu et forsøg. Veteranen har skrevet under på en ny kontrakt, der holder ham i sydstatsklubben de næste to sæsoner. 

Ifølge NFL Networks Tom Pelissero kan aftalen indbringe quarterbacken 28 millioner dollars, hvoraf han er garanteret størstedelen af beløbet, nemlig 21 millioner dollars.

Winston startede syv kampe for New Orleans i den forgangne sæson. Saints endte med at vinde fem af disse opgør. Den 28-årige quarterback spillede godt og skar ned på mange af de fejl, der tidligere har præget karrieren. Det blev i alt til 14 kastede touchdowns og blot tre interceptions i de syv kampe.

Desværre for både klub og spiller rev quarterbacken flere ledbånd over i sit knæ i en kamp mod Tampa Bay Buccaneers. Saints’ sæson gik efterfølgende lidt i vasken, da holdet startede både Taysom Hill, Trevor Siemian og rookie Ian Book på quarterbackpladsen. Saints tabte seks af sæsonens sidste ti opgør og gik glip af slutspillet.

Winston skal nu forsøge at begå sig i et Saints-angreb, der for første gang i mange år ikke er styret af Sean Payton. Quarterbacken kommer også til at spille i samme division som Marcus Mariota, der har skrevet kontrakt med Atlanta Falcons. Winston var den første spiller draftet i 2015, mens Mariota blev taget med andenvalget af Tennessee Titans.