Quarterback-karrusellen fortsætter i denne vilde offseason i NFL. Atlanta har allerede fundet holdets nye styrmand.

Marcus tager over for Matt hos Atlanta Falcons. Kort tid efter Georgia-klubben sendte klubkoryfæet Matt Ryan til Indianapolis Colts havde de erstatningen klar. Det bliver 2015-draftens andetvalg, Marcus Mariota, der fremover skal kaste til Kyle Pitts i den røde Falcons-uniform, det skriver ESPNs reporter Adam Schefter på Twitter.

Quarterbacken kommer til klubben på en to-årig aftale, der kan indbringe ham lidt under 20 millioner dollars.

Den 28-årige quarterback kommer til NFC-holdet efter at have spillet den forgangne sæson hos Las Vegas Raiders. Her stod Mariota dog i skyggen af holdets startende quarterback, Derek Carr. Mariota blev mest brugt i løbespillet, hvor han løb med bolden 13 gange og agerede lokkedue flere gange. Det blev i 2021 kun til to kasteforsøg fra quarterbacken.

Mariota blev i 2015 draftet af Tennessee Titans, men fik aldrig den helt store succes for holdet. Den nye Falcons-quarterback har 61 kampe fra start i karrieren og har kastet for 13.437 yards, 77 touchdowns og 45 interceptions.

I 2015 var der hed debat om, hvem af Marucs Mariota og Jameis Winston, der var draftens bedste quarterback. Nu kommer de to spillere til at mødes to gange årligt, idet Winston har forlænget med New Orleans Saints.