Receiver Nelson Agholor skifter tilværelsen som ørn i Philadelphia ud med et job i spillefuglenes by, Las Vegas.

Las Vegas Raiders har været meget aktive i dette års NFL transfervindue, og headcoach Jon Gruden hentede lørdag endnu et våben ind til sit angreb.

Receiver Nelson Agholor, der har haft en omtumlet karriere i Philadelphia, skifter til syndens hule, når han i den kommende sæson skal spille iklæde sig sølv og sort. Den 26-årige receiver får en kontrakt på ét år, detaljerne kendes ikke endnu.

Agholor spillede fem år i Philadelphia, efter de valgte ham som nr. 20 i første runde i 2015-draften. Han levede aldrig op til sin høje draft-status, men viste dog glimt af storhed hist og her. Han spillede kun 11 kampe sidste år for Eagles, inden han blev skadet, og sluttede sæsonen med blot 39 catches og 3 touchdowns.

Agholor vandt Super Bowl 52 med Eagles over Patriots. Der greb han ni bolde for 84 yards og kunne forlade banen som Super Bowl mester.

Raiders har hentet forstærkninger til hele truppen, men Agholor er den første receiver klubben har skrevet kontrakt med i dette transfervindue. Den rutinerede tight end Jason Witten – der allerede en gang har været på pension – er også kommet til, men spørgsmålet er, hvor meget han har tilbage i tanken.

Samtidig oplyser klubben, at de beholder backup runningback Rod Smith og at de har hentet offensive lineman Eric Kush ind på en ét-års-kontrakt.