Philip Rivers er fortid hos Los Angeles Chargers, og ifølge Melvin Gordon bliver hans nye klub… Indianapolis Colts?

Efter 16 sæsoner hos Chargers er Philip Rivers for første gang i karrieren på klubjagt. Det blev en realitet, da Chargers i sidste uge offentliggjorde, at holdet ikke ville forlænge Rivers’ kontrakt.

Læs også: Chargers og Rivers går hver til sit

Siden har der været utallige spekulationer om, hvor den 38-årige quarterback ender, og nu giver Rivers’ tidligere holdkammerat Melvin Gordon sit besyv med.

Gordon fortalte til CBS Sports:

– Jeg tror, han ender hos Colts. Jeg har ikke nogen inside-informationer, men det tror jeg. Nick (Sirianni) er offensiv koordinator, han var hos os før. De kører den samme playbook, så det ville være nemt for ham, han kunne komme ind med det samme… Det ville være det bedste match.

Indianapolis Colts ligner da også et perfekt hold for Rivers. Den aldrende quarterback har haft problemer med at undslippe pres i lommen, men Colts har ligaens måske stærkeste offensive linje. Det kunne skjule Rivers’ tendens til at tage dårlige beslutninger, når han mærker presset – hvad der var medvirkende til hans 20 interceptions i 2019-sæsonen.

Ifølge Overthecap.com har Colts over 86 millioner dollar på lønbudgettet i 2020, og holdet kan spare yderligere ni millioner dollar ved at fritstille sidste års starter Jacoby Brissett.

Brissett er en af ligaens bedste reserver, men han lignede bestemt ikke en franchise-quarterback sidste sæson.

Et hold kunne dog finde på at trade sig til Brissett – fx som en midlertidig løsning eller en kvalitetsreserve – og så kan Colts spare hele 16 millioner dollar på lønbudgettet, hvilket ville give dem over 100 millioner dollar til at betale Rivers og omgive ham med våben.