Marshawn Lynch har ikke planer om at spille football længere, skriver ESPN’s Adam Schefter. Lynch selv har dog ikke meldt noget ud endnu.

I første omgang stoppede han karrieren i foråret 2016, men efter en sæson på sidelinjen vendte Marshawn Lynch tilbage til NFL i 2017.

Her blev han tradet fra Seattle Seahawks til Oakland Raiders, hvor han skrev under på en toårig aftale.

Den aftale udløb i marts, og siden da har der ikke været meget nyt om den erfarne runningback, der går under kaldenavnet “Beast Mode” som følge af hans fysiske løbestil. Og de manglende nyheder skyldes angiveligt, at Lynch ikke har planer om at spille football længere.

Det fortæller kilder til ESPN-journalisten Adam Schefter.

Marshawn Lynch har ikke meldt sit karrierestop endnu.

Lynch, 33 år, nåede ikke at genfinde sit niveau fra Seahawks-tiden i de to år, han var hos Raiders. Det var dog ikke helt skidt for runningbacken, der løb for 1.267 yards og 10 touchdowns på 21 kampe.

I alt har Lynch løbet for 10.379 yards og 84 touchdowns i NFL. I to af sine 11 sæsoner løb han for fleste touchdowns i NFL, mens han fem gange blev udtaget til Pro Bowl. Derudover vandt han én Super Bowl, Super Bowl XLVIII, med Seattle Seahawks.

Lynchs forventede karrierestop betyder, at Raiders skal finde en ny startende runningback. De har allerede hentet Isaiah Crowell fra New York Jets i free agency, og han ligner den umiddelbare starter på nuværende tidspunkt. Raiders er dog også et af de hold, der er blevet sat i forbindelse med Alabama-runningbacken Josh Jacobs i årets NFL-draft.