Historien om Joe Mixon og Cincinnati Bengals har taget en ny drejning, da holdet alligevel får kompensation for den ellers fyringstruede spiller. 

Den mangeårige Bengals-profil, runningback Joe Mixon, har fået ny arbejdsgiver. Han kommer i fremtiden til at tørne ud for Houston Texans, der har hentet den dygtige runningback i en handel med Cincinnati Bengals. 

Mixon var ellers for mindre end et døgn siden meldt fyret af holdet, der valgte ham i draftens anden runde i 2017, men i dag meldte NFL Networks reporter, Ian Rapoport, at spilleren altså i stedet trades til Texans.

Rapoport har endnu ikke meldt noget ud i forhold til handelens yderligere parametre. 

Den 27-årige runningback har et enkelt år tilbage på den kontrakt, han underskrev med Cincinnati forud for sidste sæson. Houston har været på udkig efter en runningback i flere år, da holdets løbeangreb længe har været begrænset. Holdet havde udmærket succes i fjor med Devin Singletary, men han er skiftet til New York Giants.

I Mixon får Houston en spiller, der har rundet 1000 løbeyards fire gange i de seneste seks sæsoner, Texans selv har haft én spiller, der har opnået den bedrift siden 2016, da Carlos Hyde løb for 1070 yards i 2019. 

Et stabilt løbeangreb til at aflaste CJ Stroud vil være yderst gavnligt for Houston.