New Orleans Saints har ikke haft mange penge at gøre med, men formår alligevel at hente et prominent navn til klubben.

Safety Marcus Maye kommer til at skifte New York ud med New Orleans de kommende sæsoner. Den dygtige forsvarsspiller har ifølge NFL Networks Ian Rapopport skrevet under på en kontrakt med Saints. 

Tom Pelissero, også fra NFL Network, kan afsløre at kontrakten som udgangspunkt løber de næste tre sæsoner og kan indbringe mere end 28 millioner dollars, hvoraf 15 af disse er garanterede.

Den 29-årige forsvarsspiller blev valgt i anden runde af Jets tilbage i 2017 og har spillet hele karrieren for New York-holdet. I fjor spillede han på franchise tagget, men nu er der længerevarende sikkerhed til den erfarne safety.

Maye kommer til på et godt tidspunkt, da Saints tidligere i free agency måtte sige farvel til dygtige Marcus Williams, der er skiftet til Baltimore.

Saints beholder dog cornerback Bradley Roby, der kom til klubben sidste år kort inden sæsonstart. De to parter er blevet enige om en ny kontrakt, der giver Saints et bredere økonomisk råderum.