New York Jets havde masser af huller, der skulle lukkes denne offseason, og nu har holdet skaffet forbedringer til forsvaret.

New York Jets’ bagkæde har fået en opgradering, med tilføjelsen af to unge spillere, der har en solid mængde erfaring. Cornerback DJ Reed og safety Jordan Whitehead er det nye blod hos en spillergruppe, der længe har haft behov for det.

En af Seattles bedste forsvarsspillere de seneste to sæsoner, cornerback DJ Reed, skifter vestkysten ud med østkysten og har skrevet under på en tre år lang kontrakt med New York Jets.

Ifølge NFL Networks Tom Pelissero får forsvarsspilleren op mod 33 millioner dollars. Det er en klækkelig lønforhøjelse.

Seahawks har nydt godt af Reeds spil efter San Francisco 49ers fyrede ham i 2019. Selv om han blot måler 175 cm, så har han spillet med en kampgejst og fysik som få andre. Han var oprindeligt et femterundevalg af 49ers i 2018, men slog aldrig igennem. Seattle formåede dog at forløse potentialet, men nu vender Reed tilbage til Robert Saleh, der var defensiv koordinator, da han spillede hos San Francisco.

Også Jordan Whitehead kommer til New York. Efter fire år som starter for Tampa Bay Buccaneers er han blevet en Super Bowl-triumf rigere, men nu bliver det til nye græsgange. ESPNs Rich Cimini kunne fortælle om handlen på Twitter, men der mangler endnu kontraktdetaljer for den 24-årige forsvarsspillers skifte.