New York Jets headcoach Robert Saleh blever ved med at hente spillere ind, han kender fra sin tid hos 49ers.

Jets tilføjede erfaring til deres defensive linje, da den tidligere 49ers- og Raiders-spiller Solomon Thomas onsdag indgik en etårig aftale.

Selvom han har haft et par solide sæsoner i NFL, så har Solomon Thomas aldrig fået den succes, som nogle forventede, mange håbede, og andre tvivlede på, da San Francisco 49ers valgte ham med pick 3 i 2017-draften.

Han spillede sine fire første sæsoner for 49ers, hvor nuværende Jets headcoach Robert Saleh var defensive coordinator. Han var free agent sidste år og rykkede til Las Vegas, men efter blot en enkelt sæson og 3,5 sacks for Raiders er han nu igen sammen med Saleh hos Jets.

Samlet set har Thomas lavet 129 tacklinger i karrieren, heraf 19 for minus-yards, men kun 9,5 sacks på fem sæsoner. Han spillede dog kun i to kampe i 2020-sæsonen, da han rev sit korsbånd over i en kamp mod netop Jets på MetLife Stadium, hvor han nu fremover får hjemmebane.

Jets havde brug for hjælp på den defensive linje, efter de sagde farvel til Foley Fatukasi, der tog til Jaguars. Thomas har spillet både tackle og end, så han tilføjer såvel rutine som alsidighed til Salehs forsvar.

Den 26-årige Thomas er den seneste tilføjelse Saleh har lavet, hvor han henter spillere eller trænere fra sine 49ers-dage. Nytilkomne Laken Tomlinson skal forstærke den offensive linje og cornerback DJ Reed skal hjælpe den defensive bagkæde, Offensive coordinator Mike Lefleur (bror til packers Headcoach, Matt) var træner sammen med Saleh i 49ers og runningback Tevin Coleman spillede der.