Er magtforholdet i én af ligaens stærkeste divisioner ved at tippe?

AFC North manifesterede sig på ny som én af ligaens mest konkurrencedygtige divisioner, da Pittsburgh Steelers, Baltimore Ravens og Cleveland Browns alle avancerede til slutspillet. Samtidig viste Cincinnati Bengals’ nye bannerfører Joe Burrow prøver på sit enorme talent, inden han blev skadet for sæsonen.

Alligevel er der lagt i kakkelovnen til et skelsættende forår i AFC North-divisionen, hvor der formentlig er et troneskifte undervejs. De forsvarende divisionsvindere fra Pittsburgh Steelers lider under en massiv spillerflugt, en aldrende Ben Roethlisberger og – ikke mindst – et snævert sporsligt manøvrerum. Spørgsmålet er, om Steelers har ét skud tilbage i bøssen, eller om de allerede nu står over for en større genbygning?

Omvendt er Baltimore Ravens og Cleveland Browns gearet til succes her og nu. Med et par kloge investeringer er det ikke utænkeligt, at de kan bide skeer med Kansas City Chiefs i den kommende sæson. Samtidig må vi forvente, at Cincinnati Bengals får adresseret deres åbenlyse mangler på den offensive linje, hvortil Joe Burrow forventeligt kan tage endnu et skridt op ad karrierestigen.

Baltimore Ravens
Cap space lige nu:
$20.150.890
Holdmangler: Wide receiver, edge og offensiv linje

Sidste år overtog Eric DeCosta tøjlerne for Baltimore Ravens’ sportslige ledelse efter Ozzie Newsomes mangeårige succes ved posten. DeCosta fik straks succes med at styrke forsvarets midterakse ved at rekruttere Calais Campbell og Derek Wolfe til Baltimore.

I år bør vi forvente, at Eric DeCosta retter sit fokus på receiver-positionen, hvor Ravens længe har været relativt dårligt stillet. Receiverkorpsets mangler blev i særlig grad blev udstillet i det fatale slutspilsnederlag til Buffalo Bills, hvor receiverne tabte adskillige bolde. Selvom Ravens plejer at være forholdsvis konservative i free agency, virker det plausibelt, at de forsøger at overbevise Kenny Golladay eller Will Fuller om et skifte til Maryland.

Foruden receiver-positionen har Ravens behov for at styrke forsvarets edge-positioner, hvor man har sagt farvel til Matthew Judon, Yannick Ngaouke og Tyus Bowser. Derudover har Eric DeCosta til opgave at løse den bizarre kontrovers med Orlando Brown Jr., der har stillet krav om, at han fremadrettet skal tørne ud som venstre tackle. Det bliver næppe i Baltimore, da Ravens allerede råder over superstjernen Ronnie Stanley… Jeg forventer dog, at Ravens vil adressere manglerne på den offensive linje via draften, som de har for vane.

Nogle oplagte kandidater: WR Kenny Golladay, WR Willer Fuller, WR Corey Davis, DE Melvin Ingram, DE Carlos Dunlap, OT Rick Wagner.

Cincinnati Bengals
Cap space lige nu:
$41.347.130
Holdmangler:
Offensiv linje, edge, defensiv tackle og cornerback

Vi har set adskillige eksempler på, at unge og talentfulde quarterbacks falder igennem i NFL, fordi deres offensive linje ikke magtede at beskytte dem. Joe Burrow risikerer at blive det næste medlem i gruppen, hvis ikke Cincinnati Bengals styrker angrebets offensive linje, der tillod vanvittige tre sacks pr. kamp i 2020-sæsonen.

Den offensive linje trænger til forstærkninger på stort set samtlige positioner. Kun forrige sæsons topvalg på venstre tackle Jonah Williams bør vide sig sikker på sin plads – om end han har befundet sig i et regulært skadeshelvede siden sin indtræden i de professionelle rækker. Med Bengals’ enorme lønramme in mente har de mulighed for at investere i de dygtigere og mere løntunge spillere som Joe Thuney (G), Daryl Williams (T) og Mitchell Schwartz (T).

Men det er ikke kun den offensive linje, som trænger til en overhaling. Bengals’ forsvar var både ukampdygtigt og hullet som en si i 2020, hvortil man tillod fjerde flest løbede yards og producerede færrest sacks i NFL. Derfor er det bekymrende, at Bengals står til at miste Carl Lawson, der – trods forsvarets manglende potens – leverede næst flest ”quarterback knockdowns” i 2020 i NFL. Ydermere siger Bengals farvel til William Jackson III og slot-cornerback Mackensie Alexander, hvilket påkræver erstatninger.

Nogle oplagte kandidater: OG Joe Thuney, OT Daryl Williams, OT Mitchell Schwartz, DT Dalvin Tomlinson, OLB Shaq Barrett, OLB Yannick Ngaouke, CB Shaquil Griffin, CB Troy Hill.

Cleveland Browns
Cap space lige nu:
$24.074.244
Holdmangler:
Edge, defensiv tackle, safety

I sin debutsæson brød Kevin Stefanski med ligaens længste slutspilstørke, da Cleveland Browns avancerede til slutspillet for første gang siden 2002. Nu er det tid til, at Browns bider sig fast i toppen af AFC og etablerer sig som en fast divisionsbejler.

Dertil har general manager Andrew Berry til opgave at finde fuldgode erstatninger for Larry Ogunjobi, Oliver Vernon og Andrew Sendejo, som alle ventes at finde nye græsgange i free agency.

Ogunjobi var en klippe i forsvaret mod løbespillet, mens Oliver Vernon dannede et slagkraftigt makkerskab med Myles Garrett. Og det var tydeligt for enhver, at Browns’ presspil blev for ensidigt og dermed ineffektivt i slutspilsnederlaget til Kansas City Chiefs, hvor Oliver Vernon sad ude med en skadet akillessene. Mulige afløsere i free agency kan være Dalvin Tomlinson (DT), Carl Lawson (Edge) eller Trey Hendrickson (Edge).

Endelig er der en række spørgsmålstegn ved Browns’ safety-position, hvor Andrew Sendejo er fortid og Grant Delpit fortsat er et ubeskrevet blad. Browns tillod endda sjette flest kastede yards i NFL i 2020, hvilket blot understreger behovet for forstærkninger i forsvarets bagerste kæde.

Nogle oplagte kandidater: DT Dalvin Tomlinson, DE Carl Lawson, DE Trey Hendrickson, S Anthony Harris, S Malik Hooker.

Pittsburgh Steelers
Cap space lige nu: $5.055.086
Holdmangler:
Center, offensiv tackle, edge og cornerback

Som nævnt indledningsvist går det stolte og succesrige Steel Curtain formentlig en svær tid i møde. Ben Roethlisbergers karriere synger på sidste vers, den sportslige ledelse balancerer på kanten af lønloftet og så har flere profiler takket af. Listen tæller Bud Dupree, JuJu Smith-Schuster, Alejandro Villanueva, Mike Hilton og James Conner, mens Maurkice Pouncey har trukket stikket for sin NFL-karriere.

Spillerflugten efterlader især den offensive linje i problemer, som ellers tillod færrest sacks i NFL i 2020. Med Steelers’ manglende, tilgængelige lønmidler in mente må vi forvente, at de først adresserer hullerne i den kommende draft. Dertil bør det ”hjælpe” beslutningsprocessen, at årets free agency ikke vælter sig i dygtige, betalingsbare offensive linjespillere. Og mon ikke at Steelers – traditionen tro – kan hive en kanin op af hatten og finde en talentfuld receiver i draftens senere runder – og således kompensere for tabet af Juju Smith-Schuster?

Samtidig er det afgørende, at Steelers finder en afløser for Bud Dupree, som leverede otte sacks i 2020, inden han blev skadet i 11. spillerunde. Bud Dupree blev ganske vist hjulpet af, at T.J. Watt og resten af Steelers’ frygtindgydende pass rush tiltrak sig en masse opmærksomhed. Men faktum er, at forsvaret mistede den sidste, afgørende pondus, samt at Steelers tabte fem af seks kampe efter Duprees skade.

Nogle oplagte kandidater: OG Kevin Zeitler, C Austin Reiter, OLB Leonard Floyd, CB Terrance Mitchell.