Med i alt 170 millioner dollars i overskud på lønbudgetterne hos Bills, Dolphins, Patriots og Jets ligner AFC East en tung spiller i årets free agency

Det er nye tider i AFC East, hvor det i 2020 endelig lykkedes et andet hold at vippe New England Patriots af pinden. Buffalo Bills viste sig som en af AFC’s bedste mandskaber, og Miami Dolphins viste lovende spil under andetårstræner Brian Flores. New England Patriots havde en hård første sæson uden Tom Brady, mens det ikke lykkedes New York Jets at tanke sig til førstevalget og Trevor Lawrence.

I 2021 bliver det efter alt at dømme også Bills og Dolphins, der skal kæmpe om divisionen, mens det for Patriots og Jets handler om at genopbygge og give grobund til fremtidig succes.

Plads på lønloftet (cap space) er taget fra Overthecap.com, som har regnet det ud fra 2021-lønloftet på 182,5 millioner dollars. Vil du lære mere om cap space og lønloftet, kan du læse vores introduktionsartikel her.

Som udgangspunkt antager vi, at spillere med kontraktudløb forlader holdet, så et hul på en position kan blive fyldt, hvis holdet forlænger med en spiller.

Buffalo Bills
Cap space lige nu:
6,3 millioner dollars
Holdmangler:
CB, OG, DT
Det hele slog klik for Buffalo Bills, der efter en lovende 2019-sæson vandt AFC East i 2020 og nåede hele vejen til AFC-finalen. Holdet er også godt stillet før næste sæson, og har ikke nogen store mangler.

Det er meget heldigt, da holdet efter kontraktforlængelser med linebacker Matt Milano og højre tackle Daryl Williams ikke har mange penge tilbage på kontoen. Derfor ligner free agency en stille omgang for de forsvarende divisionsmestre.

Hvis holdet alligevel kan finde lidt penge gennem omstruktureringer, så kunne guard-positionen godt bruge en opgradering. Både Ike Boettger, Brian Winters og Jon Feliciano – der alle spillede minimum halvdelen af de offensive snaps – har kontraktudløb.

På den defensive side af bolden mangler der hjælp på cornerback, hvor både Josh Norman og Levi Wallace er på vej væk. På defensiv tackle kan klubben spare syv millioner dollars på at cutte Vernon Butler, der ikke imponerede i 2020.

Nogle oplagte kandidater: Matt Feiler (G), Jon Feliciano (G), Kawaan Short (DT), Jason Verrett (CB)

Miami Dolphins
Cap space lige nu: 32,7 millioner dollars
Holdmangler:
OL, DE, WR, LB, S
Dolphins viste lovende takter i 2020 med 10 sejre og seks nederlag, og fremtiden ser lys ud under Brian Flores. Hvis holdet skal tage næste skridt i 2021, kræver det dog, at de får mere ud af unge Tua Tagovailoa. Derfor bør opgraderinger på angrebet stå øverst på huskelisten.

Den offensive linje havde store problemer med at beskytte quarterbacken i 2020. Robert Hunt overraskede positivt på højre tackle, mens 2020-førsterundevalget Austin Jackson forhåbentlig kan forbedre sig på venstre tackle. Den indvendige del af linjen har dog brug for hjælp på både guard og center.

Dolphins har én dygtig receiver i DeVante Parker, men han mangler en receiver-makker eller to.

Kun Emmanuel Ogbah havde mere ned 39 pressures for Dolphins i 2020, og holdet har desperat brug for en sekundær pass-rush trussel. Også linebacker og safety kunne bruge en talentindsprøjtning.

Nogle oplagte kandidater: Corey Linsley (C), Joe Thuney (G), David Andrews (C), Curtis Samuel (WR), Trey Hendrickson (DE), Anthony Walker Jr. (LB)

New England Patriots
Cap space lige nu:
63 millioner dollars
Holdmangler:
QB, WR/TE, DE, DT
Patriots endte i ingenmandsland i sidste sæson. Holdet var ikke godt nok til at komme i slutspillet, og ikke dårligt nok til at få et topvalg i draften. Free agency er dog en oplagt mulighed for at forbedre sig, da holdet har tredjeflest penge på lønbudgettet.

Cam Newton er hentet tilbage, men holdet skal jagte fremtidens mand i draften. Uanset om Cam eller en rookie står bag center, så får vedkommende brug for markant bedre våben, end man kunne tilbyde i 2020-sæsonen. Julian Edelman er 34 år gammel og måske på vej mod en ufrivillig pension og N’Keal Harry har været et kæmpe flop. Historien er den samme på tight end-positionen, hvor hverken Ryan Izzo, Devin Asiasi eller Dalton Keene gjorde et indtryk.

Chase Winovich har udviklet sig til en fornuftig spiller, men der er ikke meget pondus hos resten af pass-rusher gruppen. Bill Belichick elsker tunge defensive tackles, som kan stoppe løbet, og sådan en har man manglet, siden Danny Shelton forlod holdet før sidste sæson.

Nogle oplagte kandidater: Nelson Agholor (WR), Jonnu Smith (TE), Hunter Henry (TE), Romeo Okwara (DE), Johnathan Hankins (DT)

New York Jets
Cap space lige nu: 68,4 millioner dollars
Holdmangler:
QB, WR, OL, CB, DE
New York Jets havde 14 nederlag i 2020 og cirka lige så mange holdmangler. Der er få positioner, der ikke har brug for en opgradering, og general manager Joe Douglas får travlt, hvis skuden skal vendes. Heldigvis har Jets næstflest penge at bruge i free agency.

Tre skuffende sæsoner har formentlig (forhåbentlig) fået holdet til at give op på Sam Darnold, så førsteprioriteten bør naturligvis være at finde en quarterback. Men medmindre man kan få fingre i Deshaun Watson, virker det mere oplagt at fixe positionen gennem draften.

Holdets nye quarterback får dog brug for en bedre offensiv linje. Selvom Mekhi Becton ligner fremtidens mand på venstre tackle, så kan alle andre positioner på linjen forbedres. En dygtig første-receiver til at komplimentere unge Denzel Mims og slotreceiver Jamison Crowder (hvis ikke han bliver fyret) er også en stor mangel.

På forsvaret er den indvendige del af den defensive linje ung og lovende, men udvendigt har man desperat brug for nogle bedre pass rushers. Jets tillod tredjeflest kastetouchdowns og femteflest kasteyards i 2020, så cornerbacks bør også være en prioritet.

Nogle oplagte kandidater: Kenny Golladay (WR), JuJu Smith Schuster (WR), Joe Thuney (OG), Richard Sherman (CB), Shaquil Barrett (DE)