Kicker Younghoe Koo scorer sig en femårig kontraktforlængelse i Atlanta Falcons til en værdi af knap 25 millioner dollar.

De næste år skal Atlanta Falcons højst sandsynligt ikke skænke kicker-positionen en tanke.

NFC South-klubben har nemlig forlænget aftalen med kicker Younghoe Kicker, der får en femårig kontrakt. Ifølge NFL Networks Tom Pelissero er der tale om en aftale til en værdi af 24,25 millioner dollar, hvoraf 11,5 millioner dollar er garanteret.

Younghoe Koo stod til at blive restricted free agent, men Falcons var tydeligvis indstillet på ikke at miste sin koreanske kicker.

27-årige Koo har været en af ligaens bedste og mest præcise kickere i de seneste to sæsoner. I 2020 ramte han på 37 ud af 39 field goals, mens han i 2021 ramte på 27 af sine 29 field goal-forsøg.

Læs også: Buccaneers henter nyt våben til Brady

Derfor har Koo nu gjort sig fortjent til en rigtig fin kontrakt for en kicker.

Falcons-kickeren kom ind i NFL i 2017 som undrafted free agent, og han tilbragte starten af sin karriere uden succs i Los Angeles Chargers. Han var derfor et kort smut forbi den nu nedlagte liga AAF (Alliance of American Football). Siden 2019 har Younghoe Koo så sparket for Atlanta, og han virker til at blive bedre år for år.