Ben Watson tager en tørn mere. Den 38-årige tight end vender tilbage til New England Patriots på en etårig aftale.

Efter at have spillet for New Orleans Saints i sidste sæson, besluttede den 38-årige tight end Ben Watson sig egentlig for at lægge hjelmen på hylden i dette forår, men nu har han øjensynligt skiftet kurs.

Watson dropper nemlig pensionen for at skifte til New England Patriots på en etårig aftale til knap tre millioner dollar. Det meddeler Adam Schefter fra ESPN.

I 2004 blev Ben Watson valgt i første runde af netop Patriots, hvor han spillede de første sæsoner af sin karriere og var med til at vinde Super Bowl XXXIX over Philadelphia Eagles.

I 2010 forlod han New England til fordel for Cleveland Browns, og han har efterfølgende også spillet for Saints og Baltimore Ravens. I alt har han grebet for 5.885 og 44 touchdowns.

Hos Patriots skal han være med til at lukke hullet, Rob Gronkowski har efterladt efter sit karrierestop. Det skal Watson gøre sammen med blandt andre Austin Seferian-Jenkins og Matt LaCosse.