Miami Dolphins har været særdeles aktive i free agency, og nu opruster de med yderligere to linebackere.

I free agency har Miami Dolphins været et af NFL’s mest aktive hold, hvor de allerede har hentet syv spillere. Og nu er der kommet yderligere to i form af linebackerne Elandon Roberts og Kamu Grugier-Hill. Det skriver Cameron Wolfe fra ESPN og Mike Garafolo fra NFL Network.

Kontraktdetaljerne for 25-årige Elandon Roberts kendes ikke, mens 25-årige Kamu Grugier-Hill kommer på en etårig kontrakt.

Begge spillere har – ligesom Dolphins’ cheftræner, Brian Flores – en fortid i New England Patriots.

Elandon Roberts kommer således til Dolphins, efter at han har spillet de seneste fire sæsoner hos Patriots, der valgte ham i sjette runde af NFL-draften i 2016. I samme runde valgte Patriots også Kamu Grugier-Hill, men han nåede aldrig at spille for klubben. I stedet har Grugier-Hill spillet de seneste fire sæsoner hos Philadelphia Eagles.

For at det ikke skal være løgn, havde Patriots tre draftvalg i sjette runde af 2016-draften, og det tredje blev brugt på center Ted Karras. Han er også skiftet til Dolphins i denne offseason.

Også Kyle Van Noy, der har spillet de seneste fire sæsoner i Patriots, er også skiftet til Dolphins, hvor Brian Flores og kompagni har skabt en lille koloni for tidligere Patriots-spillere.