Indianapolis Colts havde inden free agency flest penge af alle hold i ligaen at gøre godt med. Nogle af de midler er nu investeret i en ny receiver.

Devin Funchess skifter Cam Newton ud med Andrew Luck, det er officielt efter receiveren skrev under på en etårig kontrakt med Indianapolis Colts. Aftalens grundløn er på 10 millioner, men lever han op til visse krav, kan kontrakten indbringe angrebsspilleren helt op til 13 millioner dollars.

Det er mange penge for en receiver, der aldrig har været en dominerende force i ligaen, men Colts har råd til det.

Den 24-årige receiver var oprindeligt et andetrundevalg af Carolina Panthers, hvor han har tilbragt hele sin professionelle karriere. Funchess har aldrig helt levet op til sin status som et højt draftvalg, men får i Indianapolis helt andre arbejdsvilkår.

Colts oplevede sidste sæson voldsomme fremskridt med Andrew Luck tilbage som quarterback og Frank Reich som arkitekten bag et effektivt angreb. Indianapolis fik blandt andet gang i tight end Eric Ebrons karriere. Kombinationen af Luck og Reich gjorde den atletiske tight end til en scoringsmaskine. Håbet er, at det samme kan gøres med Funchess.

Den nye receiver er højere og tungere end alle andre receivere på holdkortet og kan tilføje en ny dimension til holdet med sin fysiske spillestil. Funchess havde sin bedste sæson i 2017, hvor han greb bolde lidt over 900 yards og scorede otte touchdowns. 2018 var et skuffende år for Funchess, der faldt i holdets rangorden med tilgangen af DJ Moore, samt gode præstationer fra Curtis Samuel og runningback Christian McCaffrey.