Indianapolis Colts har hentet cornerbacken Jalen Collins til deres practice squad, hvor han skal prøvet få karrieren på ret køl.

Den kontroversielle cornerback Jalen Collins har fået en chance for at få NFL-karrieren på ret køl. Indianapolis Colts har hentet den tidligere Atlanta Falcons-spiller til deres practice squad, erfarer Ian Rapoport.

Det betyder, at han ikke kan være med på kampdage, men at han kan deltage i holdets træninger. Collins kan dog blive forfremmet til førsteholdet, hvis han imponerer.

I 2015 valgte Atlanta Falcons cornerbacken Jalen Collins i anden runde af NFL-draften. Men selv om cornerbacken til tider viste sit talent, blev opholdet i Atlanta ikke succesfuldt.

I sin anden sæson fik Collins en karantæne på fire kampe for brug af ulovlige midler, og i 2017 blev han suspenderet i sæsonens første ti kampe. Det var dråben for Falcons, der fritstillede cornerbacken, da han havde udstået sin karantæne.

Efterfølgende modtog han endnu en karantæne på fire kampe, før han inden denne sæson modtog endnu en karantæne på ti kampe. Den har han altså nu udstået og skal forsøge at komme tilbage i NFL hos Colts.

Collins nåede at spille 24 kampe for Falcons med to interceptions og ti forsvarede kast til følge.