Cincinnati Bengals fritstiller safetyprofilen George Iloka, der har spillet for klubben siden 2012.

Siden 2013 har safety George Iloka startet 76 kampe ud af 80 mulige for Cincinnati Bengals, men han kommer ikke til at starte flere.

Cincinnati Bengals har nemlig besluttet sig for at fritstille safetyprofilen, der har tilbragt seks sæsoner i klubben. Det erfarer Ian Rapoport og Mike Garafolo fra NFL Network.

Iloka selv bekræftede efterfølgende nyheden via sin egen Twitter-profil.

Rapoport melder, at der udelukkende skulle være tale om en økonomisk beslutning. Iloka skrev i 2016 under på en femårig aftale til en værdi af 30 millioner dollar. Den havde han tre år tilbage af, men ved at fritstille den 28-årige safety nu skal de kun hæfte for 2,1 millioner dollar i såkaldt ‘dead cap’. Det betyder, at de sparer knap 5,3 millioner dollar ifølge Spotrac.

Manøvren betyder sandsynligvis, at safety Jessie Bates, som Bengals valgte i anden runde af NFL-draften i år, har imponeret tilstrækkeligt til, at Bengals’ trænerstab tror, at han bliver Shawn Williams’ safetymakker fremover.

Iloka har i sine seks sæsoner som Bengals-spiller noteret sig for 343 tacklinger og ni interceptions.