Los Angeles Chargers har fundet sin nye startende tight end med Will Dissly, der har skrevet under på en treårig aftale.

Tidligere på måneden måtte Jim Harbaugh og Greg Roman sige farvel til den rutinerede tight end Gerald Everett, der skiftede til Chicago Bears efter to år i AFC West. Der skulle imidlertid ikke gå lang tid, før de fandt Everetts afløser.

Valget er faldet på Will Dissly, som skifter til Los Angeles Chargers på en treårig aftale. Kontrakten er skruet sammen, så Dissly kan tjene op til cirka 96 millioner danske kroner, hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler. Will Dissly er garanteret at tjene cirka 69 millioner kroner med sin nye kontrakt.

Læs mere: Gerald Everett følger med Keenan Allen til Chicago

Will Dissly skifter til Los Angeles efter seks sæsoner hos Seattle Seahawks med blandet succes. Den 27-årige tight end har haft svært ved at bide sig fast som starter, og i de seneste to sæsoner blev han udkonkurreret af Noah Fant. Derfor leverede Dissly også bare 172 grebne yards og et enkelt touchdown i fjor.

I Los Angeles skal Will Dissly konkurrere med det tidligere førsterundevalg Hayden Hurst, som også er skiftet til Chargers forud for 2024-sæsonen.