Chicago Bears forstærker bredden i angrebet med den rutinerede Gerald Everett.

Chicago Bears og Gerald Everett er nået til enighed om en toårig aftale, som sender den 29-årige tight end til Illinois. Med sin nye kontrakt kan Everett potentielt tjene i omegnen af 82 millioner danske kroner, hvis han opfylder diverse præstationsbetingede klausuler.

Gerald Everett går ind i sin ottende sæson som professionel i NFL. Han har tidligere tørnet ud for Los Angeles Rams (2017-2020), Seattle Seahawks (2021) og Los Angeles Chargers (2022-2023). I den forgangne sæson spillede han 15 kampe, hvori han greb 51 bolde for 411 yards og tre touchdowns.

I Chicago bliver Everett en del af projektet med at genrejse det stolte Bears-mandskab. Bears har skippet Justin Fields afsted til Pittsburgh, og forventes at vælge Caleb Williams med det første valg i den forestående draft. Derudover har Bears forstærket angrebet med Keenan Allen og D’Andre Swift i den seneste måned.

Det forventes, at Gerald Everett skal spille andenviolin til Cole Kmet, der spillede sin foreløbigt bedste sæson i NFL i fjor med 73 grebne bolde for 719 yards og seks scoringer. Således har Bears også forstærket bredden i sit tight end-korps, som utvivlsomt kommer til hjælpe fremtidens quarterback.