Russell Okung skulle ikke bruge lang tid på at finde en ny klub efter et mindre succesfuldt år i Denver. Den offensive tackle bliver i AFC West, da Los Angeles Chargers har hentet ham på en fire-årig kontrakt.

Offensive tackle Russell Okung har fundet sit nye hjem, og det bliver på den amerikanske vestkyst hos Los Angeles Chargers, der har givet Okung en fire-årig kontrakt.


53 millioner dollars kan den store klippe se løbe ind på kontoen, hvis han spiller kontrakten til ende. Det rapporterer Josina Anderson. 25 millioner er garanteret.
Russell Okung startede sin NFL-karriere i Seattle, hvor han hurtigt udviklede sig til en af de bedste tackles i ligaen, men de seneste par år har han haft problemer med at fastholde det høje niveau. Selvom han spillede samtlige kampe for Broncos i 2016, var hans præstationer ikke gode nok til at beholde ham på en stor kontrakt.
Nu har Chargers så i stedet kastet terningerne med håbet om, at 29-årige Okung stadig har nogle solide år tilbage i sig til at blokere for Philip Rivers.