Miami Dolphins bejlede hårdt til Teddy Bridgewater, men quarterbacken har valgt at afvise dem og i stedet vende tilbage til New Orleans Saints for at agere backup til Drew Brees.

I starten af ugen lød det som næsten givet, at Teddy Bridgewater ville blive hos New Orleans Saints som Drew Brees’ backup. I løbet af tirsdag og onsdag voksede tvivlen dog, da flere meldinger kom frem om, at Miami Dolphins bejlede til Bridgewater.

Hos Miami kunne han formentlig have været starter i 2019, mens de leder efter fremtidens mand, men alligevel skulle Bridgewater have valgt at vende tilbage til Saints, meddeler ESPN’s Dianna Russini. I følge NFL Networks Ian Rapoport er det en etårig aftale med en værdi på 7,25 millioner dollar – dog kan bonusser forøge pengesummen til 12,5 millioner dollar.

Bridgewater var også Drew Brees’ backup i 2018, efter han kort inden sæsonen blev tradet til Saints for et tredjerundevalg i den kommende 2019-draften. Her skulle han have overbevist Sean Payton om, at han kunne være fremtidens mand, når 40-årige Drew Brees en gang stopper karrieren.

Oprindeligt blev Teddy Bridgewater draftet sidst i første runde af Minnesota Vikings i 2014. Han var starter de første to år, men pådrog sig op til 2016-sæsonen en alvorlig knæskade, der nær havde kostet ham karrieren. Siden røg han til Jets sidste år, hvor han dog kun var et par måneder, inden Saints kom til med en trade.