Eric Rowe bliver genforenet med Brian Flores i Miami.

Eric Rowe har tilbragt de seneste tre år hos New England Patriots, hvor han var med til at vinde to Super Bowls, men nu skifter han klub. Cornerbacken bliver dog i AFC East.

Rowe tager nemlig til divisionsrivalerne Miami Dolphins, hvor han skriver under på en etårig aftale til 3,5 millioner dollar. Det skriver NFL Networks Ian Rapoport.

I Miami bliver Rowe genforenet med Brian Flores, der stod i spidsen for Patriots’ forsvar i 2018 og nu er cheftræner hos Dolphins.

26-årige Rowe har spillet 21 kampe for Patriots i løbet af de forgangne tre sæsoner, men blot 12 af dem har været som starter. I 2018 døjede han med skader og nåede kun fire kampe.