Den offensive linje har været et problem hos Cincinnati Bengals de sidste par år, og derfor fortsætter holdet med at investere i offensive linjefolk. Nyeste investering er guard John Miller, der kommer fra Buffalo Bills.

Den offensive linje har været en svaghed for Cincinnati Bengals, efter de sagde farvel til profiler som Kevin Zeitler og Andrew Whitworth. Derfor har holdet forsøgt at rette op på tingene de sidste par år, og dette free agency er ingen undtagelse.

Tidligere har man forlænget med højre tackle Bobby Hart, og nu henter holdet en ny guard i form af John Miller, der har spillet hos Buffalo Bills de sidste par år. I følge NFL Networks Tom Pelissero har Miller fået en treårig kontrakt til en værdi på 16,5 millioner dollar.

25-årige John Miller blev draftet af Buffalo Bills i tredje runde af 2015-draften, og har haft fire lidt svingende sæsoner i Buffalo. Han har været fast mand alle sæsoner, men niveauet har været ustabilt, og en skade afsluttede hans 2017-sæson efter kun fire kampe.