Draften: Rams vælger først midt i draftens anden runde som nr. 54

Mulige valg i anden runde af draften:

Edge, Julian Okwara, Notre Dame

Rams skal erstatte nogle af de sacks de mistede med farvellet til blandt andet Clay Matthews og Dante Fowler i free agency. Okwara er en talentfuld spiller, der bør passe godt ind i Los Angeles’ defensive system. Forsvarsspilleren mangler noget styrke, men opvejer det med god fart og eksplosivitet, flere forskellige pass rush teknikker og potentiale til at udvikle på disse. Det kan være sådan en type, som Rams har brug for.

G/C, Lloyd Cushenberry III, LSU

Los Angeles bliver nødt til at beskytte Jared Goff bedre i 2020 og skal samtidig blive bedre indvendigt i løbespillet. Cushenberry blev anset som en fremragende og intelligent leder på en offensiv linje hos LSU, der vandt prisen for bedste enhed i den forgangne collegesæson. Han er ikke den bedste atlet, men har masser af længde og generelt en god størrelse. Det er egenskaber, som kan føre til positive bidrag allerede fra første sæson i NFL.

LB, Malik Harrison, Ohio State

Endnu en spiller fra et stort college, der bør være klar til at komme ind og bidrage med det samme. Harrison er en meget klassisk, fysisk linebacker. Det betyder, at han bestemt har sine mangler i opdækningen, hvilket er noget Rams ellers kunne bruge efter tabet af Cory Littleton. Harrison har erfaring med flere linebackerpositioner for Ohio State, og har med sine sikre tacklinger, evne til at kæmpe med offensive linjemænd og levere gode hits en fremtid på et hold som Rams.