Dallas Cowboys har slået en handel af med statsnaboen Houston Texans for at hente Brandin Cooks.

Det var tydeligt for enhver, at Dallas Cowboys og Jerry Jones ikke formåede at kompensere for tabet af Amari Cooper i fjor. Medens Cooper spillede 17 kampe for Browns, hvori han greb 78 bolde for 1.160 yards og ni scoringer, måtte Cowboys’ umiddelbare afløser Michael Gallup nøjes med 39 grebne bolde for 424 yards og fire touchdowns i 14 kampe.

Derfor var det også forventet, at Cowboys skulle adressere receiverpositionen i år for at holde trit med bl.a. Philadelphia Eagles i kampen om NFC East og konferencetitlen. Søndag trykkede Jerry Jones så på knappen, da han sendte et valg i femte runde af 2023-draften og et valg i sjette runde af 2024-draften til Houston for at få fingrene i Brandin Cooks.

Med Brandin Cooks ombord får Dak Prescott et våben, som både kan strække banen med sin iøjnefaldende fart, men som også løber djævelsk gode ruter. I en alder af 29 år har Cooks også optjent betydningsfuld erfaring i NFL, som kan formentlig vil komme unge CeeDee Lamb til gavn.

I sin karriere står Brandin Cooks noteret for 132 kampe i NFL, som han har fordelt på tværs af New Orleans Saints, New England Patriots, Los Angeles Rams og senest Houston Texans. I den seneste sæson medvirkede Cooks i 13 kampe, hvori han greb 57 bolde for 699 yards og tre touchdowns.