New England Patriots

Største behov: QB, WR, OT, CB

Der blæser nye vinde ind over New England. Efter 24 succesfulde sæsoner er Bill Belichick ikke længere den altoverskyggende figur i Patriots’ trænerstab og ledelse. I stedet skal Eliot Wolf forsøge at navigere Patriots sikkert igennem det ukendte farvand som holdets uofficielle general manager. Wolf har efter sigende allerede sat sit aftryk på draft-tilgangen i New England, hvor han skulle have ændret alt fra karakterskalaen, som holdet bruger til at vurdere spillerne, til selve beslutningsrummet, hvor flere trænere og talentspejdere står til at få en stemme.

Kombineret med at New England Patriots’ spillertrup har nærmest uoverskueligt mange huller at udfylde, så er holdet ét af de mest interessante i draften. Eksperimentet med Mac Jones og Bailey Zappe er forbi, Trent Brown er skiftet til Cincinnati Bengals og receiverkorpset skriger på en saltvandsindsprøjtning. Forsvaret er nogenlunde besat, men kunne også drage nytte af en ny cornerback, som kan danne en spændende duo med sidste års førsterundevalg Christian Gonzalez.

Bud på Patriots’ valg i første runde: QB Jayden Daniels, LSU Tigers

Hvis jeg var Eliot Wolf, så ville jeg forsøge at handle det tredje valg væk – for at øge ammunitionen i såvel denne som den næste draft. Patriots har uoverskueligt mange huller at udfylde, og det er svært at se, hvordan en ung quarterback skal lykkes i den nuværende situation. Problemet er bare, at det formentlig bliver holdejer Robert Kraft, som kommer til at foretage den endelige beslutning – og han slår mig ikke som typen, der vil lade muligheden for at vælge en quarterback i toppen af draften passere.

Hvis Patriots vælger en quarterback, så forventer jeg, at det bliver Jayden Daniels fra LSU. Daniels er en moderne quarterback, der netop har leveret én af de bedste individuelle sæsoner nogensinde i college-rækkerne, som gjorde, at han vandt det eftertragtede Heisman-trofæ. Én af de mest imponerende og rammende statistikker er, at Daniels leverede hele 90 spil i 2023-sæsonen, som resulterede i 20 eller flere offensive yards.

Jayden Daniels er lynende hurtig og han bliver en trussel i såvel kastespillet som i løbespillet. Samtidig kan han levere alle tænkelige kast, da han både råder over en stærk arm og har et godt blik for spillet. De eneste ulemper er, at han er en relativt lille spiller, som risikerer at blive slået til plukfisk i NFL, samt at han ikke havde den bedste fornemmelse for presset, når han kastede fra lommen i college-rækkerne.  

Læs også: Disse spillere møder op til den første runde i Detroit 

New York Jets

Største behov: TE, OT, WR, S

Der gik bare 210 sekunder, før New York Jets kunne skylle deres 2023-sæson ud i toilettet. Den imødesete frelser Aaron Rodgers rev sin akillessene over på sin første angrebsserie i sæsonen, og med ét gik Jets fra at være en Super Bowl-kandidat til at blive et bundhold. Med Rodgers tilbage skal vi igen vænne os til at tage Jets seriøst, og det starter med 2024-draften.

Vi må formode, at New York Jets kommer til at vælge spillere, som kan gøre en forskel for dem på den korte bane og så længe, at Aaron Rodgers har mere benzin i tanken. Derfor kommer angrebet til at være i højsædet, hvor Jets med fordel kan investere i Rodgers’ våbenarsenal. Jets har allerede hentet forstærkninger ind til sin offensive linje, men både Tyron Smith og Morgan Moses er på den gode side af 33 år og førstnævnte har ikke spillet mere end 13 kampe i en enkeltstående sæson i de seneste otte år.

Sidst, men ikke mindst, så har Jets sagt farvel til sidste års startende safety Jordan Whitehead, som er skiftet væk i transfermarkedet. Det efterlader Jets med den skadesplagede Chuck Clark som startende safety og derfor bør Joe Douglas adressere sine bagerste forsvarsgeledder i draften. 

Bud på Jets’ valg i første runde: TE Brock Bowers, Georgia Bulldogs

Bevares, Joe Douglas elsker sin offensive linje, og det er slet ikke utænkeligt, at han bruger det 10. valg til at hente fremtidens mand på venstre tackle. Ikke desto mindre spår jeg, at Jets vælger årgangens mest talentfulde tight end, som er Brock Bowers.

Brock Bowers er ikke en traditionel tight end, da han spillede hele 52,2 procent af sine spil i college-rækkerne som slot-receiver. Herfra brugte Bowers sine 193 centimeter, 109 kilo og eksplosive acceleration til at ydmyge sine direkte modstandere, hvortil han greb flest yards af Georgias spillere i hver af sine tre sæsoner. Derudover viste Bowers også, at han har scoringsnæse, da han greb 26 touchdowns i sin college-karriere. Jeg begynder faktisk allerede at savle en smule over tanken om Aaron Rodgers, Garrett Wilson, Mike Williams og Brock Bowers på samme angreb.