Caleb Williams, Drake Maye og Marvin Harrison Jr. er på gæstelisten, når første runde af draften løber af stablen i Detroit.

I år bliver draften afholdt på Campus Martius i Detroit, og den store begivenhed nærmer sig med hastige skridt. Den første runde bliver skudt i gang natten til fredag d. 26. april dansk tid, hvorefter draften ruller til og med lørdag d. 27. april.

Værtskabet og NFL har nu offentliggjort gæstelisten over de spillere, som gæster Detroit i forbindelse med afviklingen af den første runde af draften. Gæstelisten tæller 13 spillere, deriblandt nogle af de mest imødesete talenter som Caleb Williams, Drake Maye, Jayden Daniels og Marvin Harrison Jr.

Her følger den fulde gæsteliste i alfabetisk rækkefølge (efternavn):

  • Terrion Arnold, cornerback (Alabama)
  • Jayden Daniels, quarterback (LSU)
  • Marvin Harrison Jr., wide receiver (Ohio State)
  • JC Latham, offensiv linje (Alabama)
  • Laiatu Latu, defensiv linje (UCLA)
  • Drake Maye, quarterback (North Carolina)
  • Quinyon Mitchell, cornerback (Toledo)
  • Malik Nabers, wide receiver (LSU)
  • Rome Odunze, wide receiver (Washington)
  • Darius Robinson, defensiv linje (Missouri)
  • Brian Thomas Jr., wide receiver (LSU)
  • Dallas Turner, linebacker (Alabama)
  • Caleb Williams, quarterback (USC)

Af de mest nævneværdige afbud er quarterback J.J. McCarthy, som mange forventer, bliver valgt som den fjerde quarterback i draften. Rygterne går bl.a. på, at Minnesota Vikings har forelsket sig i den unge quarterback fra Michigan, samt at de arbejder på at handle sig frem i draften, så de kan vælge ham.

Det er altid forbundet med en vis risiko for spillerne at møde op til den første runde af draften. Der findes flere eksempler på spillere, som er mødt op med store armbevægelser, men som ikke blev valgt og derfor kunne sidde skuffet tilbage. I fjor var der 17 spillere, som mødte op til første runde af draften i Kansas City.