I første omgang var der desværre ingen kontrakt til den danske kicker Simon Mathiesen, men ifølge Morten Andersen er Mathiesen et navn, som flere klubber holder øje med.

Det er svært at spille sig til en kontrakt i NFL i det hele taget, men hvis du er kicker, så er der kun 32 kontrakter at spille om. Som bekendt er der indtil videre ikke nogen aftale til Simon Mathiesen, men klubberne ved hvem han er, fortæller det danske Hall of Fame-medlem, Morten Andersen.
“Jeg har talt med et par af mine gamle special teams trænere, som i dag er i Jacksonville og Carolina, og han er på deres radar. Der kan sagtens ske noget i løbet af de kommende måneder,” lyder det fra Morten Andersen, da Gul Klud fanger ham på en telefonen.
Legenden fra Struer talte søndag formiddag med sin yngre landsmand og Mathiesen var selvsagt skuffet over weekendens begivenheder. De to har et godt samarbejde, og selvom Morten Andersen ikke direkte kan hjælpe Simon Mathiesen med at få et job, så kan han rådgive ham om, hvordan han mentalt holder sig skarp.
I løbet af sin egen karriere oplevede Morten Andersen et par gange at skulle holde sig skarp efter at være blevet cuttet. Forud for 2004-sæsonen mistede han sit job hos Kansas City Chiefs til Lawrence Tynes, og blev siden samlet op af Minnesota Vikings. Efter sæsonen udløb kontrakten og Andersen var arbejdsløs i 20 måneder før Atlanta Falcons signede ham et par runder inde i 2006-sæsonen. I perioden uden arbejde trænede Andersen i en lokal park for at holde sig skarp til når chancen bød sig igen.
“Han skal blive ved med at træne. Det er selvfølgelig vigtigt at komme i en træningslejr, så trænerne kan få set dig live, så de ved, hvad du kan. Men det her er ikke en indikation på, at Simon ikke fortjener at være der. Der er bare kun 32 pladser til lige præcis det job,” siger Andersen, der selv er den mest succesfulde kicker i historien.
Se video: Face 2 Face: Claus Elming interview med skuffet Simon Mathiesen

1 KOMMENTAR

Comments are closed.