Førstedagen tager altid det største fokus, men andendagen i NFL-draften er mindste lige så vigtig, og det er stedet, hvor hvor de gode hold skiller sig ud. Her får du alle valgene i anden og tredje runde med en kommentar og karakter.

NFL-holdene skød i går draften i gang med 32 valg. Der var især gang i receivere og offensive tackles, og du kan her læse, hvordan det gik, og hvad vi synes om de 32 valg.

Selvom 32 spillere er valgt, er der stadig utroligt mange gode tilbage i årets draft. I anden og tredje runde kan forskellen i draften virkelig laves, og efter i dag vil alle 32 hold have valgt mindst en spiller i draften. I kan se de 15 bedste tilbageværende spillere på Teis Jorangers draft board her.

Gul Kluds Teis Joranger opdaterer artiklen løbende med valgene og giver karakterer for alle valgene. Husk at opdatere siden løbende, da siden ikke opdateres automatisk ved nye tilføjelser. Du kan få et overblik over alle holdenes valg i vores drafttracker.

Karaktererne er givet ud fra, hvad jeg tænker om valgene lige nu. Om det ender som gode valg, finder vi først ud af om nogle år.

Anden Runde

33. Jacksonville Jaguars: Tyson Campbell, CB, Georgia
Jaguars havde et skidt forsvar i 2021, så det er fornuftigt at kigge på den del af banen. Cornerback-gruppen ser nu rigtig fornuftigt ud med Campbell, Shaquill Griffin og C.J. Henderson. Karakter: 10

34. New York Jets: Elijah Moore, WR, Ole Miss
Sikke et fremragende valg. Investeringerne i Zach Wilsons glæde fortsætter, og Elijah Moore burde være gået i første runde, synes jeg. Han er fremragende. Genialt valg. Karakter: 12

35. Denver Broncos (ATL): Javonte Williams, RB, North Carolina
Arhh. Var det virkelig nødvendigt at trade op i draften for at tage en runningback? I har Melvin Gordon og har lige ladet Philip Lindsay gå. Det er ikke god brug af ressourcer, synes jeg. Karakter: 02

36. Miami Dolphins (Fra HOU): Jevon Holland, S, Oregon
Okay. Jeg havde troet, at Moehrig ville være den første safety valgt, og det burde han have været. Holland er min næsthøjst rangerede safety, så det er ikke et skrækkeligt reach. Det er bare lidt højere, end jeg havde gjort. Men godt at investere i defensive backs. Karakter: 7

37. Philadelphia Eagles: Landon Dickerson, C, Alabama
Det overrasker mig ikke, at Eagles investerer i den offensive linje og prøver at finde Jason Kelces fremtidige afløser. Dickerson var et sikkert førsterundevalg, hvis han ikke havde haft så mange skader. Nu må Eagles håbe, han holder sig skadesfri. Hvis han gør, er det et stort steal. Karakter: 10

38. New England Patriots: Christian Barmore, DT, Alabama
Klassisk Belichick-valg. En defensive tackle til midten af forsvaret. Barmore er super talentfuld og giver noget pass rush, som Patriots mangler. Han skal teknisk blive lidt bedre, og der går rygter om, at han også er lidt svær udenfor banen. Men mon ikke, Belichick kan sætte skik på ham. Karakter: 10

39. Chicago Bears (Fra CAR): Teven Jenkins, OT, Oklahoma State
Endnu en trade op for Bears, men endnu en gang for en god spiller. Teven Jenkins har førsterundetalent, men har åbenbart lidt off field-spørgsmålstegn. Men Bears havde store mangler på den offensive linje, og Jenkins er en instant opgradering. Karakter: 12

40. Atlanta Falcons (DEN): Richie Grant, S, UCF
Uff. Trevon Moehrig er på boardet, og man tager Richie Grant. Jeg er ikke en fan af Grant, som jeg godt ved, at NFL er gladere for. Personligt er han rangeret omkring nr. 130… Derfor bliver denne karakter heller ikke køn. Men Falcons manglede en safety i det mindste. Karakter: 00

41. Detroit Lions: Levi Onwuzurike, DT, Washington
Solidt valg igen af Lions. Defensive tackle var en klar svaghed sidste år, og de savnede en eksplosiv type som Onwuzurike. Fornuftigt valg. Karakter: 10

42. Miami Dolphins (fra NYG): Liam Eichenberg, OT, Notre Dame
Dolphins bliver ved med at investere i vigtige positioner, og jeg er glad for, at de fortsætter med at investere i den offensive linje. Eichenberg er en solid tackle, der kan overtage højre tackle og skubbe Robert Hunt ind. Karakter: 10

43. Las Vegas Raiders (Fra SF): Trevon Moehrig, S, TCU
Sådan Raiders! Et godt valg, der ikke var et reach. Moehrig er klart min højest rangerede safety, og Raiders manglede virkelig en coverage safety. Super valg af Raiders for en gangs skyld. Karakter: 12

44. Dallas Cowboys: Kelvin Joseph, CB, Kentucky
Cowboys er iskolde, når det kommer til off field-bekymringer. Joseph er en talentfuld corner, der er meget atletisk, men også lidt upoleret. Rygterne har dog været, at han er lidt en vildbasse udenfor banen. Hvis han kan holde sig fokuseret, er han dog et stærkt valg. Karakter: 10

45. Jacksonville Jaguars (Fra MIN): Walker Litte, OT, Stanford
Cam Robinson har skuffet, og derfor gør Jaguars klogt i at forsøge at finde en fremtidig venstre tackle. Little har spillet én kamp i 2019 og 2020 pga. skader og opt out, men talentet er enormt. Han bevæger sig super godt for en stor tackle. Jeg kan godt lide valget. Karakter: 10

46. Cincinnati Bengals (Fra NE): Jackson Carman, OT/OG, Clemson
Så fik Bengals en offensiv linjemand, og selvom jeg godt kan se potentialet i Carman, så er der et par andre navne, jeg hellere ville have. Det er solidt, men ikke noget, der får mig helt op og ringe. Han minder mig en del om Saints’ guard Andrus Peat. Karakter: 7

47. Los Angeles Chargers: Asante Samuel Jr., CB, Florida State
Chargers manglede en cornerback, og selvom jeg ikke er Asante Samuels Jr.’s største fan, så synes jeg, han passer godt ind hos Chargers. Og ved 47. valget har jeg det også fint med valget. Karakter: 10

48. San Francisco 49ers (Fra LV): Aaron Banks, G, Notre Dame
Det her valg overraskede mig noget. Ikke fordi 49ers gik med en offensiv linjemand, men fordi Aaron Banks ikke slår mig som en udpræget 49ers-type. Når det er sagt, kan jeg rigtig godt lide Banks som spiller, og jeg ser en bundsolid starter i NFL i mange år. Karakter: 7

49. Arizona Cardinals: Rondale Moore, WR, Purdue
Jeg elsker Rondale Moore som spiller, og han giver alt det, som Cardinals mangler. De mangler fart, og de mangler en spiller, der kan en masse med bolden i hænderne. Han vil give et element på screens og mesh-ruter, som Cardinals har savnet. Super valg i min optik. Karakter: 12

50. New York Giants (Fra MIA): Azeez Ojulari, EDGE, Georgia
Så stoppede faldet endelig. Jeg så ham Ojulari som den bedste EDGE i årgangen, men hans klejne statur og en bekymrende knæskade betød et fald ud af første. Hvis knæet holder, er han dog et kæmpe steal i min optik. Karakter: 12

51. Washington Football Team: Samuel Cosmi, OT, Texas
Washington gør klogt i at investere i den offensive linje, og venstre tackle er en mangel. Her passer Cosmi perfekt ind. Han er dejlig atletisk og selvom de tekniske ting skal poleres, har han stor upside. Karakter: 12

52. Cleveland Browns (Fra CHI via CAR): Jeremiah Owusu-Koramoah
Browns hoppede nogle pladser op for at sikre sig JOK her, og det kan jeg virkelig godt lide. Han faldt lidt, fordi han ikke har en veldefineret position, men han er bare en god football spiller. Karakter:12

53. Tennessee Titans: Dillon Radunz, OT, North Dakota State
Titans fik aldrig rigtigt erstattet Jack Conklin, fordi Isaiah Wilson var en spade. Nu forsøger de fornuftigt nok med en ny tackle. Jeg er ikke Radunz’ største fan, da jeg er bekymret for, at han er en ny Jake Fisher. Karakter: 4

54. Indianapolis Colts: Dayo Odeyingbo, EDGE, Vanderbilt
Arhh. Den her forstår jeg ikke helt. De tog en EDGE i går med Kwity Paye, og de har taget så mange EDGEs de senere år med Tyquan Lewis, Ben Banogu og Kemoko Turay. Jeg synes, det kammer over her med Odeyingbo, som jeg også mere ser valgt en 30-50 valg senere. Karakter:00

55. Pittsburgh Steelers: Pat Freiermuth, TE, Penn State
Jeg frygtede et voldsomt reach på den offensive linje, så derfor er jeg tilfreds med Freiermuth. Jeg er også personligt ret glad for ham som spiller, men man kan godt være lidt bekymret for, at de investerer så meget i positioner som tight end og runningback, som ikke just er de mest vigtige positioner. Karakter: 7

56. Seattle Seahawks: D’Wayne Eskridge, WR, Western Michigan
Jeg elsker Seahawks. De vælger bare altid spillere, som jeg ikke forstår. Jeg forstår valget af en tredje receiver, men jeg forstår ikke Eskridge. Jeg har ham udenfor min top 125, og jeg synes, han er ret dårlig, når man kigger forbi hans fart. Karakter: 00

57. Los Angeles Rams: Tutu Atwell, WR, Louisville
Jeg fatter ingenting. Hold nu op. Jeg synes, Tutu Atwell er dårlig. Så kort kan det siges. Han er hurtig, men så hurtig er han ikke. Han er en dårlig ruteløber. Og han er den mindste spiller draftet til ligaen siden 1999. Og han spiller præcist så lille. Jeg har ham rangeret udenfor top 200, og det er et skandaløst valg i min optik. Karakter: -3

58. Kansas City Chiefs (Fra BAL): Nick Bolton, LB, Missouri
Linebacker har været en svaghed i noget tid for Chiefs, og Bolton er en klog spiller. Han ligner ikke en skarp linebacker i opdækningen, og det har været et problem for Chiefs længe. Derfor er det et lidt uinspirerende valg. Karakter: 4

59. Carolina Panthers (Fra CLE): Terrace Marshall, WR, LSU
Genforening af Terrace Marshall med offensiv koordinator Joe Brady. Panthers manglede en tredje receiver og Marshalls talent er tårnhøjt. Jeg har Marshall som et top 20 talent i årgangen, Karakter: 12

60. New Orleans Saints: Pete Werner, LB, Ohio State
Linebacker var lidt tynd ved siden af Demario Davis, så det giver rimelig mening at tage endnu en. Werner er all round solid, men mangler også lidt x-faktor. Karakter: 7

61. Buffalo Bills: Carlos Basham, EDGE, Wake Forest
Anden EDGE i træk fra Bills. Basham med det 61. valg er solidt nok, men jeg synes ikke, at der var grund til at gå med endnu en stor og lang EDGE, når man har valgt Rousseau og Epenesa så nyligt. Karakter: 4

62. Green Bay Packers: Josh Myers, IOL, Ohio State
Jeg forstår ikke Josh Myers. Jeg synes ikke, at hans spilforståelse og balance er så god, og derfor har jeg ham også placeret udenfor min top 150. Der var mange andre spillere og indvendige offensive linjemænd, jeg havde valgt. EDGE: 02

63. Kansas City Chiefs: Creed Humphrey, C, Oklahoma
Jeg havde mine reservationer ved Humphreys tape, men han er super atletisk og har da også kvaliteter. I bunden af anden runde er det super værdi. Karakter: 10

64. Tampa Bay Buccaneers: Kyle Trask, QB, Florida
Jeg forstår, hvorfor Buccaneers gerne vil se, om de kan ramme på en quarterback, som de kan udvikle bag Tom Brady, og jeg forstår, hvorfor Kyle Trask passer ind hos Arians. I sidste ende er det dog altid lidt uinspirerende at vælge en backup quarterback. Karakter: 4

Næste side: Texans vælger for første gang